En 59-årig lastbilchauffør blev fredag alvorligt kvæstet i soloulykke. Hans pårørende er underrettet.

En 59-årig lastbilchauffør blev alvorligt kvæstet efter en voldsom soloulykke på Herningmotorvejen ved Pårup mellem Ikast og Silkeborg fredag aften.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 18.46.

- Af ukendte årsager rammer lastbilen en bropille af beton og fortsætter over i autoværnet, fortæller Allan Riis, der er vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi.

- Der er tale om en trækker med en sættevogn. Ved ulykken vælter sættevognen, og trækkeren med førerhuset bliver voldsomt beskadiget, fortsætter han.

Tidligt lørdag morgen kunne politiet oplyse, at det formentlig var venstre fordæk, der eksploderede eller har været utæt, hvorefter chaufføren mistede herredømmet.

I forbindelse med ulykken blev vragrester spredt ud over hele motorvejen, der måtte afspærres i begge retninger.

Kort før klokken 05.00 lørdag morgen kunne politiet på Twitter meddele, at der var åbent i begge retninger på motorvejen.

Ved alvorlige ulykker tilkaldes en bilinspektør for at foretage tekniske undersøgelser og finde frem til, hvordan ulykke skete. Det skete også i dette tilfælde.

De pårørende til lastbilchaufføren, der kommer fra Herning-området, er blevet underrettet.

Lørdag formiddag lyder det fra politiet, at chaufføren ikke er i kritisk tilstand.

/ritzau/