En lastbil tabte sin sættevogn på hovedvej A13 mellem Viborg og Vejle tidligt mandag morgen

Vognen gled rundt, og kom til at holde på tværs af kørebanen. Det skaber lidt forsinkelser i morgentrafikken i det midt- og vestjyske.

Uheldet skete syd for Knudstrup, cirka 20 kilometer syd for Viborg.

- Bilister kan godt køre forbi, men med forsigtighed. Det er kun lastbiler, der bliver sendt ud på en mindre omvej, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, til bt.dk.

Han vurderer, at der kommer til at gå et par timer, før Falck har fået lastbil og sættevogn på ret køl igen.

- Det tyder på, at uheldet skyldes en dårlig sammenkobling. Heldigvis kom ingen mennesker noget til ved uheldet, siger vagtchefen.