En 44-årig kvinde mistede torsdag morgen livet i en trafikulykke på Ringkøbingvej syd for Lemvig.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.

Ifølge politiet mistede kvinden tilsyneladende herredømmet over sin bil, da hun kom kørende i nordgående retning. Her ramte hun en modkørende lastbil.

Ulykken skete på Rute 28 mellem Rom og Vilhelmsborg Kro kort før klokken otte.

En læge erklærede hende død på stedet på grund af de kvæstelser, hun pådrog sig ved sammenstødet.

Politiet mener, at det var det glatte føre, der var skyld i, at kvinden pludselig mistede herredømmet over bilen og kom over i den forkerte side af vejen.

Siden ulykken har vejen været spærret i begge retninger, og der er etableret omkørsel. Vejdirektoratet oplyser, at sydgående bilister bliver ledt fra ved Lomborgvej, og nordgående bilister bliver ledt fra ved Hedegårdsvej. Vejen forventes tidligst genåbnet klokken 12.

De pårørende er underrettet.