Lastbil kørte ind i Knippelsbro midt i morgenmyldretiden
Gående, cyklister og bilister skulle finde andre veje torsdag morgen, da en lastbil kørte ind i Knippelsbro.

Gående, cyklister og bilister skulle finde andre veje torsdag morgen, da en lastbil kørte ind i Knippelsbro.

En lastbil påkørte Knippelsbro i det centrale København torsdag morgen, og både cykelstien og vejbanen på Christians Brygge blev derfor spærret.
Gående, cyklister, bilister og lignende skulle derfor finde andre veje, sagde vagtchef Anette Ostenfeldt fra Københavns Politi.
Politiet fik anmeldelsen klokken 07.38, og kort før klokken 11 var Christians Brygge genåbnet for trafik i begge retninger.
Der var beretninger nogle steder om, at lastbilen sad fast, men det var ifølge vagtchefen ikke korrekt.
- Det gør han heldigvis ikke helt, men han har ramt markeringen, der er faldet ned, sagde hun.
Markeringen er blandt andet det tunge skilt, der sidder på broen med angivelse af, hvor højt køretøjet maksimalt må være for at passere. Det pågældende sted er der en maksimumhøjde på 3,2 meter.
Det er udført på en måde, så hvis et for højt køretøj forsøger at køre under, rammer det skiltebroen, som skal sørge for, at køretøjer ikke kiler sig fast under broen.
- Så skiltet har gjort sin opgave, konstaterede Anette Ostenfeldt.
- Det (skiltet, red.) hænger og dingler. Vi skal have fjernet markeringen, og det er noget vældig tungt noget, sagde hun.
Politiet tilkaldte derfor specialhjælp, og ved 10-tiden var en kran på stedet for at rydde kørebanen. Lastbilen skulle også væk, men vagtchefen sagde torsdag morgen, at den formentlig kunne komme væk ved egen hjælp, selv om den formentlig har fået en bule i taget som følge af påkørslen.
Ingen personer kom til skade i hændelsen.
Knippelsbro forbinder Christianshavn med Slotsholmen.
Hvis man kører under broen på Slotsholmen, kan man komme enten mod Vesterbro eller mod Nyhavn, hvor der er nogle afspærringer ved Holmens Kanal og Niels Juels Gade som følge af påkørslen.
Stedet er meget befærdet, især i myldretiden.
RITZAU