En lastbil er kørt ind i en grillfest i Holland.

Det skriver politiet i Rotterdam på Twitter.

I opslaget skriver politiet, at flere personer er blevet dræbt som følge af sammenstødet.

»Den retsmedicinske undersøgelse er i gang. Først vil efterforskere inspicere stedet, og derefter vil lastbilen blive løftet væk og beslaglagt til undersøgelse,« skriver politiet på Twitter.

Hændelsen fandt sted i byen Niew-beijerland lidt syd for Rotterdam i Holland. Der blev afholdt en grillfest, hvor mange mennesker deltog.

Politiet oplyser, at lastbilen kom kørende på vejen, hvorefter den kørte ned ad diget og ramte ind i grillfesten.

»Vi havde en hyggelig grillfest og så en lastbil, der holdt stille i krydset, og så kørte den direkte gennem teltet,« fortæller et øjenvidne, Johan van Driel, til nyhedssitet AD.

Tre ambulancehelikoptere er fløjet ud til stedet. Det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvorfor sammenstødet skete.

Der er ikke oplysninger om, at der skulle være tale om terror. Mediet NOS omtaler hændelsen som en ulykke.

Det hollandske medie De Telegraaf skriver, at politiet er i kontakt med chaufføren, som er anholdt i sagen. Lastbilen er fra et spansk fragtfirma ved navn El Mosca.

Politiet har endnu ikke oplyst, hvor mange dræbte og sårede, der er tale om.