En tyv havde mildt sagt ikke heldet med sig, da han sent fredag aften ville stjæle en bil.

Tyven kunne nemlig ikke finde ud af at køre bilen og kørte derfor ind i gavlen på et hus, hvor en 10-årig pige har sit børneværelse. Det skriver Randers Amtsavis.

Husets beboere, Jane Madsen og hendes familie, er både chokerede og taknemmelige på samme tid. De var nemlig ikke hjemme fredag aften, da lastbilen bragede ind i deres hjem uden for Randers.

»Gudskelov lå min datter ikke i sengen. Jeg vil slet ikke tænkte på, hvad der var sket, hvis hun havde ligget der,« siger Jane Madsen til avisen.

Foto: Per Øxenholt
Vis mere

Datterens marsvin, der ellers normalt befinder sig på hendes værelse, kom heller ikke noget til. Det blev nemlig passet andetsteds. Til gengæld er børneværelset og familiens badeværelse totalt ødelagt, ligesom der er revner i flere andre rum i huset.

Det var naboerne, der slog alarm. Gerningsmanden brød først ind i huset, stjal nøglen til lastbilen, kørte bilen ind i huset og stak af fra stedet. Politiet er på bar bund i sagen.

»Vi var fremme kort tid efter, men der var gerningsmanden stukket af. Vi gennemsøgte efterfølgende området, men fandt ikke tyven,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Bennekov, til Randers Amtsavis.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.