Tirsdag faldt Højesterets dom i den opsigtsvækkende Samsam-sag, og nu langer den tidligere PET-chef, Lars Findsen, ud efter sin gamle arbejdsplads. 

Han kalder håndteringen af sagen for 'inkompetent' og mener, at der er begået 'væsentlige fejl' af den nu afgåede PET-ledelse.

Den tidligere PET-chef var departementschef i Forsvarsministeriet, da Samsam samarbejdede med FE.

Derudover har Lars Findsen også haft sager ved den danske domstol, da han i 2021 blev anholdt og sigtet for læk af statshemmeligheder. Han blev dog frifundet i 2023.

Lars Findsen har selv talt med Ahmed Samsam kort efter domsafsigelsen.

»Jeg ønskede ham tillykke med dommen,« fortæller Lars Findsen til B.T. og uddyber: 

»Fordi jeg mener, det er den rigtige dom.«

Højesteret har afgjort, at både Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) skal anerkende, at Ahmed Samsam arbejdede for efterretningstjenesterne i forbindelse med rejser til Syrien i 2013 og 2014.

Dommen tegner ifølge den tidligere PET-chef et klart billede af, at den tidligere ledelse ikke levede op til opgaven. 

»Hele håndteringen har jo været inkompetent efter min opfattelse. Og det er jo først og fremmest PETs ledelses ansvar,« siger han.

Han mener, at dommen giver anledning til at overveje, om der skal placeres et personligt ansvar. 

»Men når det er sagt, går jeg ud fra, at man som det mindste vil lære noget af alt det her,« tilføjer han.

Spørgsmålet om ansvar er også centralt for Ahmed Samsam selv. Til TV 2 udtaler han, at en simpel undskyldning ikke er nok: 

»Der skal placeres et ansvar, der er nogle mennesker, der skal fratages deres stillinger, for de har ikke kunnet finde ud af deres arbejde, som de skulle,« udtaler den tidligere PET-agent til mediet.

Dog er PET endnu uafklaret i forhold til, om man kommer til at give Ahmed Samsam en undskyldning.

Lars Findsen, tidligere chef i PET, sagde i august 2025 farvel til tjenesten med en fratrædelsesaftale. Det skete efter et fem år langt drama, der bød på alt fra hjemsendelse og anholdelse til varetægtsfængsling og en tiltale, der til sidst blev droppet.