Tre mænd, der stod bag et groft hjemmerøveri mod et sønderjysk par sidste år, er ved en tysk domstol idømt straffe på mellem seks og ti års fængsel.

Et ægtepar, der ejer en guldsmedebutik i Haderslev, kan ånde lettet op, efter at der er faldet dom over tre rumænske mænd, som udsatte parret for en særdeles hårdhændet behandling.

Guldsmedeparret blev 7. april sidste år udsat for et hjemmerøveri, hvor de blev bundet med ledningen fra et strygejern og slået med en pistol. Røverne slap af sted med kontanter og guldsmykker, og det fik lokalpolitiet i Haderslev til at indlede en større efterforskning.

»Da vi fik den grove sag, gik vi i gang med en større efterforskning. Vi fandt ud af, at røverne var taget til Tyskland. Vi fik identificeret en af dem, og lige så langsomt fandt vi sammen med tysk politi ud af mere og mere. Det endte så med, at de anholdt ham i Tyskland på vores foranledning,« siger lederen af lokalpolitiet, Preben Westh.

Tysk politi anholdt rumæneren og de to andre i ledtog med ham 7. juni sidste år. Politiet fandt samtidig ud af, at hjemmerøverne også havde begået indbrud og røverier i Tyskland.

De tre mænd er ved en tysk domstol idømt henholdsvis seks år og tre måneders fængsel, syv år og ni måneders fængsel og ti års fængsel.

Lederen af lokalpolitiet i Haderslev er glad for, at der nu er sat punktum i sagen.

»Den har virkelig fyldt meget,« siger han.

Preben Westh fortæller, at politiet har taget nogle af de mere utraditionelle, højteknologiske virkemidler i brug i jagten på de tre røvere. Han vil dog ikke sige mere præcist, hvilke metoder man har benyttet.

»Vi har mange spændende måder at efterforske på, og jeg vil ikke hjælpe de kriminelle ved at fortælle, hvordan vi gør. Men vi har brugt nogle af de specielle metoder, kan jeg sige, sammenholdt med, at dygtige efterforskere fra både Danmark og Tyskland har været på sagen,« siger han.