Mike Weng Wonsild og Lavdrim Ajeti, der er skyldige i drabet på den 54-årige René Carstensen ved Dragør Fort i januar 2023, slipper med en lidt mildere dom, efter at deres sag har været behandlet i Østre Landsret.
Landsretten er nemlig nået frem til, at de to 32-årige mænd skal straffes med fængsel i 12 år. I Københavns Byret blev de idømt fængsel i 13 år.
Dermed har landsretten holdt sig til udgangspunktet for straffen i drabssager, som den er fastsat af Højesteret.
Dommen er afsagt torsdag eftermiddag.
Tidligere torsdag fandt landsretten de to mænd skyldige i drabet på den 54-årige.
Landsretten konkluderer, at de to mænd var bestilt til at begå et overfald på René Carstensen, men overfaldet endte blandt andet med knivstik, der kostede René Carstensen livet.
Tre andre mænd blev også dømt i byretten for medvirken til grov vold ved at have foranlediget overfaldet. De valgte ikke at anke dommen.
Derfor konkluderer retten blandt andet, at overfaldet var bestilt.
En af de tre mænd, der valgte ikke at anke sin dom, havde inden drabet en konflikt med René Carstensen, og overfaldet blev bestilt, da en smædekampagne mod offeret ikke havde den ønskede effekt.
Nævningetinget ved Østre Landsret har fundet de to 32-åriges forklaringer i sagen utroværdige, og de er dermed blevet tilsidesat.
Retten er nået frem til, at det var Mike Weng Wonsild, der tildelte René Carstensen fire knivstik, mens Lavdrim Ajeti holdt ham nede.
- De tiltalte handlede i forening fra start til slut, siger retsformanden under skyldkendelsen.
Et flertal i nævningetinget er kommet frem til, at de to i det mindste måtte have anset det som værende overvejende sandsynligt, at knivstikkene kunne koste René Carstensen livet.
René Carstensen var driftschef på Dragør Fort og boede også ved fortet.
Anklagemyndigheden mente, at der var tilstrækkeligt med skærpende omstændigheder til, at de to mænd kunne idømmes 14 års fængsel.
- Det her er langtfra en standard drabssag, siger Anna Moe, anklager hos Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) under sin procedure.
Ifølge hende er det blandt andet en skærpende omstændighed, at drabet er foregået i forening, og at René Carstensen blev slået ihjel i nærheden af sit hjem.
Forsvarsadvokaterne for de to mænd argumenterede for, at landsretten skulle holde sig til udgangspunktet.
/ritzau/
