Vietnamesiske kvinder blev efter anklagemyndighedens opfattelse udnyttet i så grov grad på nordsjællandske neglesaloner, at der var tale om menneskehandel, og nu har Østre Landsret truffet en afgørelse, som understreger sagens alvor.

Landsretten har fredag slået fast, at sagen er så grov, at der ikke er grundlag for at lade de tiltalte være omfattet af et navneforbud, mens sagen verserer ved Retten i Helsingør.

- Landsretten finder, at tiltalen er af en sådan karakter og grovhed, at hensynet til de tiltalte må vige for de samfundsmæssige hensyn, der begrunder videst mulig offentlighed under hovedforhandlingen i straffesager, lyder det i kendelsen.

Sagen drejer sig om en række kvinder, der blev rekrutteret fra Vietnam til arbejde i Farum og Hørsholm. Lønnen var ekstremt lav eller ikke-eksisterende, og kvinderne kunne ikke selv råde over pengene, ligesom de blev indkvarteret under meget små kår, lyder det i anklageskriftet.

Med fredagens afgørelse ophæver tre landsdommere enstemmigt navneforbuddet mod to vietnamesiske søstre, som sammen med en mand med vietnamesisk baggrund er under anklage i sagen.

Sagen er potentielt historisk, da det i tilfælde af en dom efter straffelovens menneskehandelsbestemmelse vil være første gang, at den anvendes i en sag, der ikke drejer sig om udnyttelse af sexarbejdere.

Retssagen mod de tre tiltalte blev indledt i begyndelsen af maj, og flere retsmøder er siden blevet afviklet i sagen, der fortsætter på den anden side af sommerferien.

Ved det første retsmøde bad repræsentanter fra pressen retten om at ophæve de navneforbud, som beskyttede de sigtede. Navneforbuddet beskytter ikke alene mod navns nævnelse, men også mod, at der bringes andre oplysninger, som vil kunne identificere dem over for personer uden kendskab til sagen.

Dommeren i Helsingør ville imidlertid ikke følge den opfordring og lod navneforbuddet for de to kvinder stå. Den tiltalte mand ville ikke protestere mod en ophævelse af navneforbuddet.

Ritzau valgte efterfølgende at kære kendelsen til Østre Landsret, som altså nu har bestemt, at navneforbuddet skal ophæves.

Ophævelsen af navneforbuddet betyder, at det nu lovligt kan nævnes, at den angivelige menneskehandel er sket i relation til neglesalonerne Fashion Nails i henholdsvis Hørsholm og Farum.

Virksomheden bag salonerne, Fashion Nails ApS, er nu under konkursbehandling.

Selv om det nu er lovligt at bringe de tiltaltes navne, undlades dette i denne artikel af presseetiske grunde.

Næste retsmøde i sagen er 20. august.

/ritzau/