Garantier fra Ukraine om menneskerettigheder er ikke nok, har landsret sagt. Nu skal Højesteret udtale sig.
En russisk statsborger slipper for at blive stillet for en domstol i Ukraine i en sag om spionage. I hvert fald indtil videre.
Årsagen er, at Vestre Landsret har bestemt, at Danmark ikke må udlevere russeren.
Landsretten har også sagt nej til udlevering af en ukrainer, der i hjemlandet sigtes for at have stjålet smykker og kontanter ved fire indbrud.
For begge gælder det, at der er risiko for, at de vil lide overlast. Muligvis vil de blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling, vurderer dommerne.
Den konklusion er de nået frem til, selv om Ukraine har givet såkaldte diplomatiske garantier til Danmark om, at de to personers menneskerettigheder vil blive overholdt.
Men det sidste ord er ikke sagt. Anklagemyndigheden fik i december tilladelse til at gå videre til Højesteret med påstanden om, at de to skal sendes til Ukraine.
Hos anklagemyndigheden ønsker man ikke overfor Ritzau at besvare spørgsmål. Også den advokat, der har repræsenteret russeren, er tavs.
I loven står, at en udlevering ikke må ske, hvis der er fare for, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel om tortur og anden umenneskelig behandling vil blive overtrådt.
I de to kendelser lægger dommerne vægt på krigshandlingerne i Ukraine efter Ruslands invasion.
Det kan man læse i Procesbevillingsnævnets offentlige meddelelse om sagerne, men her står intet om, hvad de to personer mistænkes for at have gjort. Oplysningen findes dog på Højesterets hjemmeside.
I dele af Ukraine er der undtagelsestilstand, og der er angreb i hele landet - og således også de steder, hvor de to personer skulle placeres.
Og det er netop i lyset af den usikre situation, at garantierne fra Ukraine skal ses, påpeger landsretten.
Dommerne har også kigget på fremgangsmåden i et naboland. Heller ikke den svenske højesteret har i en sag fra 2023 været tilstrækkeligt overbevist af Ukraines garantier. Derfor blev en mand, der var sigtet for vold mod tjenestemand, ikke udleveret.
I vægtskålen ligger desuden oplysninger om forholdene i de ukrainske fængsler fra Europarådets Torturkomité, fremgår det af en kendelse fra Højesteret om den mistænkte indbrudstyv.
Anklagemyndigheden ville gerne have ham varetægtsfængslet under den fortsatte proces om udlevering eller ej.
Påstanden var, at der er "en betydelig risiko" for, at han vil stikke af fra Danmark. Den blev viftet til side af forsvareren. Manden har i Danmark en "god og ordentlig" tilværelse. Han aner ikke, hvilket andet land han skulle flygte til.
/ritzau/