To mænd blev i Østre Landsret idømt seks års fængsel for besiddelse af våben. Byret gav dem 12 år hver.

To mænd har i Østre Landsret fået halveret deres fængselsstraffe i en sag om besiddelse af våben.

Byretten idømte mændene, som nu er henholdsvis 32 og 25 år, 12 års fængsel hver, men tirsdag eftermiddag kom landsretten frem til det halve.

Sagen udspringer af flere episoder, der fandt sted i 2017 og 2018.

I starten af december 2017 spurgte den 32-årige Alex Worm Heuer, som er medlem af rockerklubben Satudarah, sin fætter, om han måtte lægge nogle sorte plastiksække og køletasker op på hans loft.

Det svarede fætteren, som er en 37-årig familiefar, ja til.

Pakkerne indeholdt syv pistoler, en revolver, et oversavet jagtgevær, en røgbombe og 3000 stykker ammunition.

I samme sag blev 25-årige Casper Jensen knyttet til et våbenlager i en kælder i Ballerup, som politiet også havde fundet.

Her lå tre rifler, et haglgevær, en pistol og en mindre mængde ammunition.

Casper Jensen har tidligere haft relationer til rockerklubben.

Byretten vurderede, at forbrydelserne var sket som led i en væbnet konflikt og gav derfor hårdere straffe. Det fandt landsretten ikke bevist.

Desuden havde byretten givet Alex Worm Heuer forbud mod at opholde sig i Satudarahs klublokaler i 10 år efter endt afsoning. Det forbud valgte landsretten at ophæve, fortæller hans advokat.

- Jeg er utrolig tilfreds med dommen. Jeg synes, det er rart, at domstolen endelig forholder sig kritisk til de oplysninger, som politiet fremlægger, siger Lone Damgaard, Alex Worm Heuers advokat.

Den 37-årige familiefar, Jesper Veilgaard Jensen, er også dømt i sagen.

I starten af 2018 fik han nys om flere ransagninger og flyttede i den forbindelse pakkerne fra sit eget loft og hen på loftet i sin fodboldklub i Fensmark ved Næstved.

Han gjorde blot sin fætter en tjeneste, men har ingen tilknytning til rockerklubben eller andre bander.

Landsretten valgte at stadfæste hans dom fra byretten, som lyder på fire års fængsel.

/ritzau/