Tre ældre mennesker mistede 25. september sidste år livet, da en vanvidsbilist bragede ind i den bil, som de kom kørende i ved Tranbjerg nær Aarhus.
Onsdag udmålte Vestre Landsret straffen til den i dag 36-årige Abdullah Abbas Hasaj Al-Zamel, der overlevede ulykken.
Seks år og ni måneders fængsel, lød landsrettens dom.
Der er tale om en tillægsstraf, hvor retten også tager højde for nogle andre domme, som han har fået, siden ulykken skete.
Retten har derfor skulle se på, hvilken straf han ville have fået, hvis sagerne var bedømt samlet, og har så udmålt en tillægsstraf oveni det, som han allerede er idømt.
Da sagen var for byretten i Aarhus i april, tilstod Abdullah Abbas Hasaj Al-Zamel uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, og han fik en straf på seks år og seks måneder.
Det mente anklagemyndigheden dog var for lavt, hvorfor den blev anket til landsretten.
Her var anklager Mads Fransens påstand en fængselsstraf på otte til ni års fængsel.
- Det var min opfattelse, at det her er en af de groveste sager om trafikdrab begået i forbindelse med vanvidskørsel, som vi har set siden vanvidspakkens indførelse i 2021, siger han efter onsdagens dom.
Abdullah Abbas Hasaj Al-Zamel var både påvirket af lattergas og havde øjnene rettet mod sin mobiltelefon, da han den septemberaften ved 22-tiden foretog en overhaling på Landevejen ved Tranbjerg.
Da han igen rettede fokus på vejen, var det for sent.
I høj fart ramte han frontalt ind i bilen med de tre ældre mennesker, der var på vej hjem fra folkedans.
Bilen med folkedanserne havnede på taget.
Bilens fører, en 77-årig mand, blev erklæret død på stedet. Også en 78-årig kvinde og en 86-årig kvinde, som sad på bagsædet, omkom. En anden passager blev alvorligt kvæstet og har fået varige mén.
Abdullah Abbas Hasaj Al-Zamel forlod ulykkesstedet og gik over en nærliggende mark. En hundepatrulje fra Østjyllands Politi fandt og anholdt ham en times tid efter ulykken.
Den Audi A6, som han var kørende i, havde han stjålet fra sin ekskæreste.
Derfor blev han i byretten også dømt for biltyveri. Men mens byretten konfiskerede bilen, frafaldt anklagemyndigheden det krav i landsretten. Det er nemlig praksis, at biler ikke konfiskeres, når de er blevet stjålet.
I sagen er den 36-årige også frakendt førerretten i ti år.
/ritzau/
