16-årig kontrolkøber købte nikotinposer uden at vise id. Landsret blåstempler bøde på 25.000 kroner til kiosk.
En kioskejer på Als skal betale en bøde på 25.000 kroner for at have solgt en pakke med nikotinposer til en 16-årig kontrolkøber uden at spørge om id.
Det har Vestre Landsret afgjort torsdag, skriver JydskeVestkysten.
Dommen er en stadfæstelse af Retten i Sønderborgs dom fra juni, hvor kioskejeren ligeledes blev dømt. Han ankede dengang straks dommen i håbet om en frifindelse.
Det var en kontrolkøber på 16 år, der var udsendt på en hemmelig mission for Sikkerhedsstyrelsen i kiosken i Augustenborg. Børneagenten skulle forsøge at købe nikotinposer i tilfældigt udvalgte butikker uden at vise id.
Kioskejerens advokat, Allan Nejbjerg, har kritiseret Sikkerhedsstyrelsens metode. Ifølge ham er der ikke tale om kontrol, men reelt efterforskningsarbejde, skriver JydskeVestkysten.
Advokaten mener, at det strider mod artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Vestre Landsret valgte dog at gå anklagemyndighedens vej og stadfæste bøden.
/ritzau/