Vestre Landsret har blåstemplet Retten i Sønderborgs afgørelse om, at en 37-årig mand, der er mistænkt for at have bortført en baby i Haderslev, skal forblive varetægtsfængslet.
Det oplyser landsretten til Ritzau.
Tirsdag i denne uge forlængede Retten i Sønderborg fængslingen af den 37-årige. Det valgte han at kære til landsretten, som nu har afgjort, at der er grundlag for at holde den mistænkte bag tremmer.
Manden er sigtet for 9. marts at have bortført en syv måneder gammel baby, der lå og sov i en privat baggård i Haderslev.
Barnet blev fundet cirka halvanden time senere på Hotel Norden, der ligger i nærheden af det sted, som babyen forsvandt fra.
Politiet fandt babyen på et værelse på hotellet ved at følge lyden af barnegråd.
Den 37-årige, der er beskyttet af et navneforbud, blev anholdt på hotellet.
Ud over bortførelsen er han sigtet for forsøg på voldtægt af barnet.
Manden nægter sig skyldig.