Over weekenden har midtjyder haft et usædvanligt højt antal af ubudne gæster i deres hjem.
Tyvknægte har nemlig nappet kontanter, smykker og værktøj fra flere boliger, og meget kan tyde på, at det ikke et tilfælde.
Det skriver TV Midtvest.
I alt er der siden fredag middag tikket ni anmeldelser om indbrud ind hos det lokale politi i Viborg.
Tyveknægtene brød ind i huse i Tjele, Stoholm og Viborg, hvor politiet nu har en formodning om, at nogle har forbindelse til hinanden.
»Det kan tyde på, at det er organiseret. Der er i hvert fald et sammenfald i modus i form af rudeknusning og opbrud af vinduer,« fortæller Jesper Overby, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg, til mediet.
Både parcelhuse og lejligheder stod for skud, da tyvene stak afsted med smykker og kontanter, fortæller Jesper Overby.
Viborg og omegn var dog ikke de eneste midtjyske byer, der i weekenden var uheldige.
Også Ikast og Herning blev ramt af en bølge af indbrud.
Alene i sidstnævnte by blev i alt otte boliger besøgt af ubudne gæster, mens Ikast blev ramt af en enkelt.
I de mindre byer Aulum og Bording trængte tyveknægte ind i to udhuse og en garage, hvor der blev stjålet madvarer og værktøj.

