En tur i en Lamborghini er formentlig mange unge knægtes drengedrøm. Da den drøm gik i opfyldelse for en blot 16-årig dreng i Helsingør, udviklede drømmen sig dog til et sandt mareridt.

 - Bilen fløj omkring 100 meter gennem luften, forklarer vidner. Derefter smadrede den ind i et stengærde i meget høj fart, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Søren Bjørnestad til bt.dk.

Ulykken fandt sted i går aftes klokken 21 på Blichersvej i Helsingør.

I bilen sad en 16-årig dreng og en 49-årig mand.

 - Ifølge vidner var det den 16-årige, der kørte bilen, selvom det var den 49-årige, der tog skylden for uheldet, så det er vi ved at få bekræftet, siger vagtchefen.

Ifølge politiet var det formentlig den høje fart, der resulterede i det voldsomme uheld. Bilen er en Lamborghini Murcielago, og den slags koster op mod fem millioner kroner, alt efter hvilken model der er tale om.

Uheldet var så voldsomt, at fodgængere måtte springe for livet, og ifølge politiets foreløbige rapport blev en cyklist "snittet" af bilen.

Den 16-årige kom til skade i ulykken og blev efter ulykken kørt på skadestuen.

Ved du noget, så tip B.T. ved at klikke her