Den hjemsendte FE-chef Lars Findsen, der er sigtet for læk, har skrevet en udtalelse med sit syn på sagen.

Lars Findsen, hjemsendt chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, er sigtet for at have lækket højt klassificerede oplysninger.

Han nægter sig skyldig og har tirsdag sendt en udtalelse til Ritzau om sagen. Han oplyser, at han ikke har yderligere kommentarer.

Læs hele udtalelsen her:

1.

Da jeg forlod Hillerød arrest den 17. februar, kom jeg med en kort udtalelse, hvor jeg først og fremmest udtrykte min glæde ved at komme helt hjem fra Makedonien, hvorfra jeg var landet om morgenen, da jeg blev anholdt i Københavns Lufthavn i starten af december måned.

Og så takkede jeg personalet for god behandling. Jeg sagde også, at jeg ville vende tilbage med en udtalelse.

Jeg var taknemmelig for landsrettens løsladelse og rigtig glad for at kunne se mine børn, mine nærmeste og mine venner igen, som jeg siden har brugt min energi på at fokusere på - samtidig med at det er klart, at det at være midtpunkt i en sag af denne her karakter har suget mange tanker.

Det har imidlertid været min hensigt at komme med en udtalelse her før sommerferien om, hvordan jeg stiller mig i sagen. Nu kan jeg så læse artikler om sagen, som indeholder forhold, som jeg bliver nødt til at kommentere.

Der er grænser for, hvad jeg her kan udtale mig om i forhold til sigtelserne i selve sagen og forhold, der må ligge bag denne. Det håber jeg på forståelse for.

2.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at dét at være sigtet for landsforræderi ikke er nogen ønskværdig situation at befinde sig i, og at det er en både chokerende og intimiderende proces, jeg har oplevet og oplever.

Men jeg er fortrøstningsfuld.

Ligesom jeg var, da hovedparten af FEs ledelse blev hjemsendt af regeringen i august 2020, selv om man vidste eller burde vide, at beskyldningerne om uregelmæssigheder i FE i realiteten ville vise sig at være grundløse.

Hvilket også blev fastslået med FE-kommissionens beretning af 13. december 2021. Som jeg sagde i en pause i retsmødet den 10. januar i år, så har jeg på intet tidspunkt røbet statshemmeligheder, og jeg afviser derfor sigtelserne.

Og sagen - og dens håndtering kan jeg tilføje - er vanvittig. Jeg har i 20 år siddet i kernen af Danmarks sikkerheds- og efterretningsapparat, hvilket også omfatter Embedsmændenes- og Regeringens sikkerhedsudvalg, ligesom jeg i 3 forskellige egenskaber har deltaget i nærmest samtlige møder i Folketingets Kontroludvalg i samme periode.

Jeg har sammen med meget dygtige og dedikerede medarbejdere brugt mange år på at opbygge og modernisere efterretningstjenesterne med solid opbakning fra skiftende regeringer.

I hele min tjenestetid har jeg været optaget af at varetage Danmarks sikkerhedsmæssige interesser. Det gjaldt, da jeg var chef for PET i en 5-årig periode efter 11. september 2001.

Det gjaldt, da jeg i små 9 år var departementschef i Forsvarsministeriet for 6 forsvarsministre og det gjaldt som chef for FE frem til og efter hjemsendelsen i august 2020.

Jeg undrer mig derfor - også ud fra en faglig synsvinkel - dybt over, hvorfor der ikke tidligere i forløbet blev rakt ud, hvis man virkelig havde en reel bekymring for, at hemmelige oplysninger blev røbet på skadelig vis - eller hvis man i øvrigt havde en oplevelse af, at der var noget, man ikke forstod.

Det understreger kun, at den her sag ikke kan betragtes isoleret som en afgrænset straffesag, selv om man måtte forsøge at fremstille det sådan. Det kan meget vel være, at politi og anklagemyndighed teknisk set kører sagen.

Men baggrunden herfor er dybt kompleks, og sagen - hvis man ønsker at forstå den - skal ses i sammenhæng med et større samlet forløb, der går adskillige år tilbage med forskellige aktører, og som ikke kun omfatter regeringens håndtering af tilsynssagen med FE.

Jeg kender det samlede forløb forfra og bagfra, og jeg kender dagsordenerne, som bevæger sig over i andre sager, personlige relationer og værdier, herunder for og imod åbenhed.

3.

Som ansvarlig chef for FE og baseret på min erfaring var jeg ikke enig i den uigennemtænkte håndtering af tilsynssagen.

En håndtering, som bl.a. med hjemsendelsen af FEs ledelse den 21. august 2020 - samme dag som man havde modtaget tilsynets analyse, og uden man havde læst denne - startede en lavine af uhensigtsmæssig opmærksomhed om FE.

Tjenesten ligger dybt i mig, og jeg holdt også efter hjemsendelsen fast i et ansvar for, at FE og dermed Danmarks interesser ikke skulle blive yderligere skadet.

Jeg forsøgte derfor inden for rammerne af min følelse af et ansvar som mangeårig tjenestemand og med min erfaring med at varetage hensyn til statens sikkerhed bedst muligt at afværge visse tilbagevendende skadelige, forkerte eller skæve historier for at beskytte FE, tjenestens interesser og dermed Danmarks interesser.

Og jeg gjorde det fuldstændig, som jeg ville have gjort det, hvis jeg ikke havde været hjemsendt, og som jeg altid har praktiseret det i krisestyringssituationer i de chefstillinger jeg har haft, og hvor det ofte også handler om at begrænse en skade.

4.

Der har været forskellige oplysninger fremme om, hvor længe PETs rumaflytninger af vores hus og sommerhus har stået på.

Den iværksatte overvågning omfattede - ud over telefonaflytning og skygning i det offentlige rum - også fuld rumaflytning af mit og mine børns hjem og sommerhus gennem længere tid, end nogen har forestillet sig indtil videre.

Og det er en rumaflytning, der selvsagt har omfattet alle, der er kommet hos os i perioden - hvert et ord og hver en lyd.

Og det er klart, at min hjemsendelse og de mange pressehistorier, som FE-sagen gav anledning til, var emner, som jeg naturligt talte med familie, mine nærmeste og nære venner om inden for hjemmets 4 vægge.

Vi har også talt om enkeltpersoner blandt beslutningstagere, såsom den tidligere forsvarsminister.

Og vi har selvfølgelig også været rundt om Statsministeriets nuværende departementschef, som jeg i øvrigt var chef for for mere end 20 år siden.

Det var private samtaler i hjemmet, som ikke har noget med straffelovens § 109 at gøre (eller straffeloven i det hele taget). Alligevel har politiet under afhøring af bl.a. min familie spurgt ind til, hvad vi mente med udtalelser til hinanden om bl.a. disse personer.

Og det er klart, at mine rumaflyttede private samtaler i hjemmet med familie, kæreste og nære venner heller ikke har efterladt tvivl om, hvad jeg mente om regeringens samlede håndtering af tilsynssagen.

Det vækker en bekymring i forhold til, hvilke motiver der reelt også kan ligge bag meget af det, der forgår i den samlede håndtering af denne her sag.

Men det, der mest af alt bekymrer mig ved sagens håndtering, er, at det hele fortsat også sker på bekostning af FE, som traditionelt har været en meget højt respekteret efterretningstjeneste og samarbejdspartner, men nu i efterhånden 2 år har været midtpunkt i en efterretningsskandale af historiske og internationale dimensioner.

Og dét går ud over tjenesten og dens medarbejdere.

5.

Nu kan jeg så læse i avisen, at der på møder med partiledere, som skulle have haft til formål at understrege sagens alvor, hensynet til statens sikkerhed og behovet for lukkethed, angiveligt er videregivet oplysninger om mine rent private forhold, som intet har med sigtelserne efter straffelovens § 109 at gøre - eller andre sigtelser for den sags skyld.

Det er oplysninger, som vil være tilvejebragt ved ransagninger i vores hjem, sms-tråden med min kæreste på min telefon, som jeg frivilligt udleverede til politiet med alle mine koder ved anholdelsen, telefonaflytning af samtaler med min kæreste og hemmelige rumaflytninger at mit/vores privatliv.

En begrundelse for at videregive disse oplysninger om mine rent private forhold kan meget vel være pakket ind i en konstrueret påstand/mistanke om, at jeg skulle have været under afpresning af en bestemt journalist.

Som min advokat Lars Kjeldsen har udtalt, er der ikke noget sagligt belæg for at inddrage oplysningerne i de stedfundne briefinger i forhold til de rejste sigtelser.

Og der vil derfor i givet fald være tale om en afgivelse af bevidst usande oplysninger.

Mit voksne privatliv har jeg haft med mig i over 40 år, som er dobbelt så lang tid, som jeg har siddet centralt i Danmarks efterretnings- og sikkerhedsapparat.

Det er mit privatliv, som jeg kan stå fuldt og helt ved, og jeg ville ikke have påtaget mig de funktioner, som jeg har haft, hvis jeg opfattede mig selv som afpresningsbar - heller ikke i forhold til fremmede magter.

Men det er ikke det samme som, at jeg har et behov for eller nogen forpligtelse til at udbasunere mit privatliv i offentligheden.

Det er ikke nyt for mig, at politiet og anklagemyndigheden har brugt rigtig meget tid og energi på at rode rundt i helt irrelevante ting i mit/vores privatliv.

Irrelevansen understreges af, at jeg aldrig er blevet afhørt herom, men at det derimod blot er blevet brugt i forskellige faser til at forsøge at intimidere mig og undergrave min troværdighed.

Jeg har hæftet mig ved de udtalelser, der er kommet fra flere sider om det juridisk problematiske i, at der skulle være videregivet i realiteten irrelevante oplysninger om mine rent private forhold til partiledere i Folketinget.

Jeg kunne finde på mange flere ord at sige om dét, der foregår, men vil her begrænse mig til at sige, at jeg opfatter det som en dyb krænkelse på både mine nærmeste og mig selv.

Jeg kan i øvrigt ikke udelukke, at nogen på møderne også måtte have pustet den omstændighed op, at den langvarige overvågning har "afsløret", at vi på et tidspunkt sidste forår indsamlede et par værdiløse cykelvrag til brug i sommerhuset, der var afmærket til bortførsel til destruktion, og at jeg fiskede en udsmidt cykel op af en "metalcontainer" på genbrugspladsen.

6.

Jeg har i 20 år som chef for PET, departementschef i Forsvarsministeriet og som FE-chef været optaget af at beskytte Danmarks interesser så godt som muligt - også efter at jeg sammen med hovedparten af FEs øvrige hjemsendte ledelse afventede FE-kommissionens frifindelse.

Jeg har altid stået for en linje, der gik ud på at åbne efterretningstjenesterne så meget som muligt overfor presse og offentlighed uden at skade vores operative virksomhed.

Det har jeg haft opbakning til fra alle tidligere regeringer. Men jeg har på intet tidspunkt røbet statshemmeligheder.

Jeg afviser derfor sigtelserne, og sagen og dens håndtering er vanvittig, og står - ligesom mange andre tror jeg - temmelig uforstående over for det hele.

Jeg har selv valgt mit risikable arbejde, men det har min familie og nærmeste ikke. Så sent som i sidste uge spurgte min datter på 14 år mig, da vi sad og lavede lektier i spisestuen, om vi stadig bliver aflyttet - og hvad med oppe på hendes værelse.

Jeg sætter en ære i at tale sandt, også til mine børn, så jeg måtte svare, at det ved jeg faktisk ikke.

/ritzau/