En sommerdag sidste år gik en tømrerlærling pludselig amok med en lægtehammer på sin arbejdsplads i Fredensborg. I dag afgør retten, om han skal spærres inde resten af sit liv. Dette er første del af historien om, hvad der skete, om lærlingens liv og om sprækkerne i et velfærdssamfund, der gjorde, hvad det kunne.

Hændelsen - kapitel 1

De to gamle skoleveninder, den ene var blevet pædagog, og den anden sygeplejerske med let grånende hår, sad på øverste etage på Restaurant Ciao og så ud på regnen. I bygningen ved siden af gik fire håndværkere og renoverede nogle lejligheder. Veninderne havde lige spist og overvejede, hvad de nu skulle. Det var en ordentlig skylle. Det ærgrede dem, når nu de så hinanden igen efter så mange år. De blev enige om, at der fandeme aldrig skete noget i Fredensborg. Øjeblikket efter kom tjeneren løbende op ad trappen. Han havde en mobil i hånden og talte dårligt dansk. Men de forstod, at han prøvede at ringe 112. Han talte om, at en mand på byggepladsen gik rundt dækket af blod.

Hen under aftenen nåede en historie netmediernes forsider. En lærling havde overfaldet sine kollegaer i Fredensborg. Overskriften gav sig selv: »27-årig amok i voldsorgie«. Da lærlingens far så det på sin telefon, var hans første tanke:

»Så skete det.«

Entreprenørfirmaet havde været i gang med at istandsætte lejlighederne, der lå ud til det lille torv ved Restaurant Ciao, i halvanden måneds tid. Leon, en tæt mand i 50erne, havde arbejdet i firmaet i 20 år. Lærlingen, der var meget tynd og korthåret, havde kun få måneder tilbage inden sin svendeprøve. Han havde været i firmaet, siden kommunen fire-fem år tidligere troppede op hos mesteren, der før havde hjulpet drenge med problemer, og spurgt, om han kunne bruge en arbejdsdreng. Mesteren mente, at alle fortjener en chance, så han sagde ja uden at høre nærmere om drengens historie.

Lærlingen plejede at følges med Leon. De fleste morgener mødtes de i det nedslidte gule hus på Sjælland, der gjorde det ud for firmaets kontoradresse, og kørte sammen til dagens opgave. Leon vidste, at lærlingen nogle morgener snakkede som et vandfald. Han drømte om at blive arkitekt og flytte til USA, talte om sin kæreste, om sine år som sømand, og en enkelt gang fortalte han også om det, der var sket med hans mor. Andre morgener sad han tavst hensunket i egne tanker.

De to andre, Jan og John, der også var i 50erne, havde kun været ansat i nogle uger. Jan havde været sygemeldt et par dage med ondt i ryggen, og om morgenen mente hans kone, at han skulle blive hjemme en dag mere. Men han havde meldt sig klar, og derfor var der ikke så meget mere at snakke om. Han overholdt sine aftaler og var kørt af sted fra rækkehuset i Gladsaxe om morgenen.

En dårlig dag

John, der havde været ansat ni dage, gik over mod mandskabsskuret, efter hans kone havde sat ham af klokken syv om morgenen. Skurets hvide farve var ved at forsvinde bag alt det skidt, der hører til på en arbejdsplads. Da han nåede frem til skurvognen, stod lærlingen udenfor og røg en smøg. John sagde godmorgen og studsede over, at lærlingen ikke gengældte hilsenen. De havde hidtil haft et fint forhold, så han afskrev det med, at alle kan have en dårlig dag, og måske havde den spinkle 27-årige mand i det hvide arbejdstøj bare sådan en dårlig dag, så John gik ind i skuret og satte sig på en af de fire stole ved bordet, hvor Jan og Leon også sad.

John vidste ikke, at lærlingen havde et dårligt ry blandt de andre ansatte i firmaet. Nogle af de stærke, kraftige håndværkere arbejdede helst ikke sammen med ham. Han var humørsvingende, egenrådig og gjorde sjældent som aftalt. Nogle dage kunne han være irritabel og opfarende. De betroede sig til Leon, der var en venlig, lidt konfliktsky mand, og som var en af dem, der var tættest på lærlingen.

Flere var begyndt at bemærke, at lærlingen forsvandt i pauserne og til frokost. De spekulerede på, om det var noget med narko. Han havde vist også været indlagt med noget psykisk. Ingen i firmaet vidste, at han fra sin helt tidlige ungdom havde domme for vold og røveri. De vidste bare, at han gjorde dem nervøse.

Det var niende år med den strukturreform, der sammenlagde kommuner og erstattede amterne med regioner, som Lars Løkke Rasmussen knoklede for at gennemføre som indenrigsminister i begyndelsen af 00erne. Siden 2007 var det lykkedes regionerne at nedsætte udgiften pr. psykiatrisk patient med over 13.000 kroner ved at fjerne hver tiende sengeplads. I Region Hovedstaden, som også dækkede Nordsjælland, havde de fjernet dobbelt så mange senge. Det skete endda i en periode, hvor diagnoser som stress, lettere depression og ADHD kom ind under psykiatrien, så antallet af psykiatriske patienter gik fra lidt over 100.000 i 2007 til 148.700 i 2015. En stigning på 48 procent. Resultatet var, at patienterne år for år var indlagt i kortere og kortere tid. Det gik især ud over dem, der havde det værst - de skizofrene og svært psykotiske - mens sindslidende stofmisbrugere blev kastet ud i deres helt egen gråzone mellem regioner og kommuner.

Den blodige mand

Leon, John og Jan arbejdede i hver deres lejlighed, og lærlingen var lidt over det hele. Hen imod fyraften var de alle fire kortvarigt samlet i det samme rum. John hjalp Leon med at understøtte et vindue, som lærlingen havde fjernet. Aftenen inden havde Leon måttet fortælle mester, at lærlingen igen havde gjort det stik modsatte af, hvad han havde fået besked på. De aftalte, at Leon næste dag skulle fortælle ham, at han skulle flyttes til et andet arbejdssted. John hørte Leon bede lærlingen pakke sit værktøj sammen, fordi han ikke skulle med næste dag. Blandt værktøjet var en lægtehammer. Imens han pakkede sammen, kom Jan ind og sagde, at nu gad han ikke mere. Men Leon sagde, at der var 20 minutter til fyraften. Derfor vidste John, at klokken var omkring 14.40. Jan og John gik tilbage til arbejdet i de andre lejligheder.

Den eneste, som måske ved, hvad der skete i de følgende minutter, der ændrede alt for de fire mænd i Fredensborg, siger, at han intet husker. De andre husker intet.

Den kurdiske ejer af Restaurant Ciao havde netop solgt restauranten og havde sidste dag. Han holdt en pause i den lille smøge, da en mand pludselig kom ud fra en af lejlighederne. Han havde blod over det hele og manglede et øje. Ejeren spurgte, hvad der var sket, men manden ænsede ham ikke. Han kom i tanke om de to kvinder ovenpå i restauranten og løb op ad trappen med sin mobiltelefon for at få hjælp til at ringe 112.

Det gik op for John, at han stod ude foran den lejlighed, han arbejdede i. Han fik øje på Leon, der gik underligt konfus rundt. Han fik Leon ind i mandskabsskuret. Mens han ringede til sin kone, fornemmede han, at han var gennemblødt. Han spekulerede på, hvor Jan og lærlingen var.

Klokken 14.51 modtog politiet en anmeldelse fra Mågevej, der ligger lidt over en kilometer væk. Der var sket et overfald.

Hvor var lærlingen?

De to kvinder delte sig op. Pædagogen ringede 112, mens sygeplejersken løb ned ad trappen. Hun fandt to mænd i mandskabsvognen. Der var blod overalt. Den ene havde ringet til sin kone. Den anden rodede sig hele tiden i hovedet og sagde: »Der er sket noget med mit øje. Kan du kigge på mit øje?«

Det kunne hun ikke. Der var ikke noget øje. Fra den sidste lejlighed længst væk råbte restaurantens ejer og veninden, at de havde fundet en mand. Hun løb derhen. I entreen lå en mand i en pøl af blod. Han prøvede at sige noget, men kunne ikke. Hun tænkte, han måske var polak. Hun forstod ikke lydene. Hun satte sig med ham, så han kunne trække vejret, mens hun tog telefonen fra veninden for at skaffe flere ambulancer. Alarmcentralen sagde, at de allerede have sendt en ambulance til Mågevej.

Hun sagde: »Mågevej, det her er ikke Mågevej. I må sende flere vogne.« Mandens vejrtrækning blev dårligere. Han begyndte at blive blålig under øjnene. Hun vidste, at det var tegn på kraniefraktur.

Da de to falckreddere nærmede sig, fandt de en mand i entreen. Der var så meget blod, at det var svært at se, hvor han blødte fra. Der var tegn på interkraniale blødninger. Redderen trak radioen fra lommen og meddelte, at manden skulle til Rigshospitalets Traumecenter. Redderens kollega blev hos manden, mens han selv løb ned mod skurvognen på hjørnet. Der stod mennesker udenfor. Han tænkte, at det var et dårligt tegn. Normalt stimler folk sammen om ulykker, men hvis det er for slemt, holder de sig på afstand.

Indenfor sad en mand ved et bord med hovedet i hænderne. Blodet løb ned mod bordet. Han talte usammenhængende, men fjernede hænderne, så redderen kunne se. Der var enorme skader i ansigtet. Han var nærmest flænset op fra panden, ned over øjet og næseknoglen. Redderen samlede sig, tog radioen og tilkaldte en ambulance mere. Han undersøgte og forbandt ham og løb så tilbage til manden i entreen. De fik ham op på en båre og kørte til parkeringspladsen ud for Fredensborg Slot, hvor Rigshospitalets helikopter landede.

Ud fra blodplamagerne konstaterede politiet, at de tre mænd var blevet overfaldet i tre forskellige lejligheder. Gerningsmanden havde først angrebet en, hvorpå han var gået ind i næste lejlighed og havde angrebet den næste. Derefter var han gået ind i den sidste lejlighed for at angribe den sidste mand.

Opkaldet

Jan Petersen lå bevidstløs i helikopteren, der fløj hen over Sjælland. Han var 55 år og havde lige fået jobbet. Han havde altid arbejdet. Når han havde fri, sejlede han og hans kone, Jette, med den båd, de havde liggende i Sydhavnen. Han slappede bedst af med bløde vingummier og »Ice Road Truckers« eller »Depot-Jægerne« i fjernsynet. Han var som en far for Jettes to ældre børn, og de havde selv en dreng sammen, der var i begyndelsen af 20erne.

Jette blundede, da telefonen ringede. Det var hendes mands nye chef, Brian. Han sagde, at der var sket noget med Jan, og hun skulle tage ind på traumecentret på Rigshospitalet. Hun var forvirret. Så gik hun i panik. På traumecentret lå Jan og en anden mand. Der var læger, sygeplejersker og politi på stuen. Hun ænsede kun Jan.

To måneder senere udåndede Jan Petersen lige så stille, mens hans familie holdt ham i hånden.

Obduktionen viste, at han var blevet slået seks gange med den stumpe ende af en lægtehammer og havde flere flænger fra hammerens spidse del. En knust finger tydede på, at han forsøgte at afværge. Han havde kæmpet for sit liv.

Han var ikke den sidste.

Læs i morgen: Hvem var den unge mand, der fra det ene øjeblik til det andet pludselig overfaldt sine kollegaer.