En 30-årig chef og søn af indehaveren i et koldingensisk byggefirma er mandag eftermiddag ved Retten i Kolding blevet idømt ubetinget fængsel i otte måneder for gentagne gange at have begået vold og groft krænkende overgreb mod en lærling, som bl.a. fik stukket et kosteskaft eller en tømrerblyant op i eller mod endetarmen, mens en anden af de tiltalte, en 25-årig mand, fastholdt den spinkle teenager, som på tidspunktet for de i alt fem episoder var 17 år.

Domsmandsretten fandt det tilstrækkeligt bevist, at der var tale om langt mere end grov “værkstedshumor”, som de i alt fire tiltalte ellers har argumenteret for i vidneskranken i den opsigtsvækkende sag, som har kørt over tre retsdage.

Også den 25-årige håndværkersvend, som sammen med chefen ifølge anklageskriftet er ham, der har gået forrest i den bizarre form for adfærd på arbejdspladsen, blev dømt. Han skal ligeledes otte måneder i fængsel.

De to øvrige tiltalte mænd på 32 og 36 år er af udenlandsk herkomst. De havde begge en mindre rolle i sagen.

For deres vedkommende havde anklager Anna Holm i sin procedure krævet fem og fire måneders ubetinget fængsel. Samt henholdsvis ubetinget og betinget udvisning af Danmark.

Domsmandsrettens afgørelse blev, at den 32-årige blev idømt tre måneders ubetinget fængsel, mens hans fire år ældre landsmand blev dømt til 40 dages betinget fængselsstraf med en forvandlingsstraf på 60 timers samfundstjeneste. De blev begge samtidig idømt betinget udvisning til deres oprindelige hjemland.

Inden sagen blev optaget til dom, rammede anklageren de fire håndværkeres adfærd over for den spinkle lærling sådan ind:

»Der er tale om overgreb. Og det er et særligt råt, brutalt og farligt overgreb, når man med stor kraft presser et kosteskaft op i endetarmen på (lærlingens navn, red.). Det her er en fuldstændig vanvittig måde at opføre sig på. Det er præcis ligesom, når der går en gazelle rundt alene ude på savannen - og så kommer løveflokken. De her fire voksne mænd udvælger sig den svageste i flokken,« sagde Anna Holm.

Undervejs i sagen har de tiltaltes forsvarere forsøgt at tegne et billede af, at det hele bare var sjov og grovkornet 'værkstedshumor'. Og at 'drengestregerne' gik begge veje. Derfor krævede de alle pure frifindelse for deres klienter.

En betragtning domsmandsretten altså ikke var enig i.

Det pågældende byggefirma er som følge af sagen for længst frataget retten til at have lærlinge.

Den forurettede, som blev udsat for mishandlingen fra marts til september 2016 på byggepladser i Odense og Horsens samt på virksomhedens hjemadresse i Kolding, er i dag 20 år og arbejder i en anden virksomhed.

Han har gennem sin bistandsadvokat krævet 175.000 kroner i torterstatning for det, han måtte lægge krop til.

Domsmandsretten afgjorde, at erstatningsbeløbet skulle være betydelligt mindre; nemlig samlet 10.000 kroner.

Den 30-årige chef ankede på stedet sin fængselsstraf til frifindelse, mens den 25-årige udbad sig betænkningstid med henblik på eventuel anke til landsretten.

Også den 36-årige og den 32-årige udbad sig 14 dages betænkingstid.