Da Sydøstjyllands Politi i januar 2009 fik en anmeldelse om, at skolelederen på Sct. Knuds Skole skulle have krænket børn på den katolske friskole, nåede den grove anmeldelse aldrig længere end til den betjent, der tog telefonen.

Anmeldelsen blev nemlig aldrig journalført.

- Efter fem måneder forstod jeg ikke, at jeg ikke havde hørt noget til sagen, og da jeg kontakter Fredericia Politi, viser det sig, at betjenten ikke engang har lavet så meget som et notat. I telefonen er betjenten meget ubehagelig og spørger, om jeg ikke snart kan forstå, at sagen er fuldstændig død, fortæller Gihta Riis Hansen.

Læs også: 10-årig elev: Læreren underviste os i blowjob

Læs også: 18 år og på førtidspension: Katolsk skole ødelagte mit liv

Anmeldt af socialrådgiver

Anmeldelsen af skolelederen kom på opfordring af en socialrådgiver i Fredericia Kommune, der havde læst et brev, som Gihtas datter, Nanna Riis Hansen, havde skrevet. I brevet beskriver pigen blandt andet, hvordan skolelederen ofte kom ind i omklædningsrummet, når eleverne var i bad efter idræt, og hvordan han klappede eleverne bagi. Samme historie fortæller flere tidligere elever, som BT har været i kontakt med.

- Socialrådgiveren tog det meget alvorligt og påtog sig opgaven at melde det til politiet, siger Gihta Hansen.

I oktober erkender statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen, at Sydøstjyllands Politi har begået en fejl, og at den pågældende betjent har fået en påtale, fordi han ikke journalførte anmeldelsen. Men i januar 2010 meddeler statsadvokaten, at politiet har besluttet ikke at indlede efterforskning mod inspektøren, idet beskrivelsen ikke var konkret nok. Også selv om politiet aldrig indkaldte Nanna til en afhøring.

- Det er ikke nogen ualmindelig begrundelse, at en beskrivelse ikke er tilstrækkelig konkret. En anmelder skal som udgangspunkt give noget, som skaber en eller anden formodning om, at der er sket noget, før man indlederen efterforskning, siger Peter Brøndt Jørgensen.

Klage over afgørelse

Gihta Riis Hansen har klaget over afgørelsen, men uden held.

- Det er dybt frustrerende at stå tilbage med følelsen af, at så alvorlige anklager endnu engang bliver fejet ind under gulvtæppet af politiet. Jeg har jo også spurgt min datter, hvorfor i alverden hun ikke har sagt det noget før, men hun siger, at det troede hun godt, han måtte, når han var skoleinspektør, siger Gihta Riis Hansen.

Daværende skoleleder Ole Moesgaard afviser anklagerne om krænkelser.

- Det kan jeg ikke genkende. Det er nyt for mig, og det er ikke noget, jeg kan huske. Derfor vil jeg ikke kommentere det, siger han til BT.