For et års tid siden opdagede to piger noget underligt i en rygsæk, der hang i pigernes omklædningsrum på Karensmindeskolen i Støvring syd for Aalborg. I rygsækken var noget, der lignede en kuglepen, men med et lille kamera indbygget.

Det blev startskuddet til en alvorlig sag om blufærdighedskrænkelse gennem flere år, som nu skal for retten.

På anklagebænken sidder en nu 37-årig tidligere lærer på skolen, som med det hemmelige spionkamera igennem fem et halvt år, havde filmet piger fra 5. til 9. klasse.

Det skriver Nordjyske.

Pigerne var nøgne eller delvist afklædte, mens de blev filmet.

De to piger afleverede rygsækken og kuglepennen med spionkameraet til skolens ledelse, som gik til politiet.

»Det viser sig, at kameraet er forbundet til et hukommelseskort,« fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen, der er leder af efterforskningen, til Ritzau.

Det var forbindelsen til hukommelseskortet, som førte efterforskerne på sporet af den 37-årige mand.

Han erkendte allerede ved anholdelsen i februar sidste år at have stået bag de hemmelige og ulovlige optagelser.

Mandag starter retssagen mod den tidligere lærer ved Retten i Aalborg som en tilståelsessag.

Han er tiltalt for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse og uberettiget fotografering.

Den 37-årige mand fratrådte sin stilling som lærer på Karensmindeskolen i Støvring, da han blev sigtet i sagen.