En tidligere lærer fra Espergærde skal fredag i denne uge i retten i Helsingør i en sag om børnepornografisk materiale.

Manden er tiltalt for at være i besiddelse af videomateriale samt fotos med børn i pornografisk eller seksuel sammenhæng. Det skriver Helsingør Dagblad.

Manden blev efter fundet og sigtelsen bortvist fra skolen i sommeren 2022, skriver avisen desuden.

På mandens private computer fandt politiet 50 videofiler, hvoraf 28 viser børn i seksuel kontakt med voksne.

De øvrige 22 viser nøgne eller afklædte børn.

Derudover fandt man fire fotos.

Manden er desuden tiltalt for at have delt filerne med andre.

Helsingør Kommune bekræfter over for avisen, at vedkommende ikke er ansat i kommunen i dag.