Et læk af dokumenter om den nordjyske ammunitionsfabrik "Krudten" er blevet politianmeldt.

Det skriver Jyllands-Posten, som skrev om de fortrolige oplysninger i juni.

Forsvarsministeriet bekræfter over for avisen, at Auditørkorpset har oversendt en anmeldelse til Københavns Politi om læk af fortrolige oplysninger.

- Forsvarsministeriet kan oplyse, at Forsvarsministeriets Auditørkorps har oversendt en anmeldelse vedrørende videregivelse af fortrolige oplysninger om etableringsdelen for national ammunitionsproduktion til Københavns Politi, lyder det i et skriftligt svar til avisen.

Jyllands-Posten skriver også, at avisen har fået en henvendelse fra Københavns Politi.

Det fremgår ikke, hvad den henvendelse nærmere består i.

Københavns Politi afviser at kommentere sagen.

Staten købte i 2023 fabrikken "Krudten", som ligger i Elling ved Frederikshavn.

I juni skrev Jyllands-Posten på baggrund af de fortrolige dokumenter, som avisen havde set, at regningen for at genåbne fabrikken var mangedoblet.

Ifølge mediet ville regningen lande på 883 millioner kroner. Indtil da havde estimatet lydt på mellem 70 og 200 millioner kroner.

Den norske våbenproducent Nammo skal stå for at producere granater og patroner på fabrikken.

Desuden skal der efter planen oprettes et dansk datterselskab, hvor staten bliver medejere.

Ifølge Jyllands-Posten har det ikke været muligt at få oplyst, hvorfor lækket om våbenfabrikken er blevet politianmeldt.

I 2020 anmeldte Finansministeriet også et læk af et arbejdsdokument fra nogle politiske forhandlinger til politiet.

To år senere - i 2022 - fik det kritik fra flere oppositionspartier, da Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, fortalte, at statsminister Mette Frederiksen (S) angiveligt havde sagt til ham, at hun regnede med, at avisen var blevet politianmeldt.

Kommentaren henviste til en dengang kommende historie fra Berlingske om Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsens indkøb af to telefoner.

Dengang afviste Statsministeriet at svare på, om man rent faktisk politianmeldte sagen.

/ritzau/