To læger er frikendt for uagtsomt manddrab, efter at en kvinde døde 1. januar 2016. De får dog bøde på 5000.

Der var ikke tale om uagtsomt manddrab, da to læger, som var ansat ved akuttelefonen 1813, undlod at indlægge en kvinde med bryst- og rygsmerter ved årsskiftet 2015/2016.

Det har en enig domsmandsret ved Retten i Lyngby onsdag afgjort.

Kvinden døde 1. januar 2016 klokken 11.44, efter at hendes hovedpulsåre bristede.

Inden da havde hun ringet to gange med ni timers mellemrum til akuttelefonen, hvor hun fortalte lægerne om sine symptomer.

De omfattede brystsmerter, som spredte sig om på ryggen, en trykkende fornemmelse og opkastninger.

- Det føltes som en hammer gennem brystet, skulle den 50-årige kvinde fra Farum have fortalt lægerne i telefonen.

Desuden rystede hendes ben, og hun kunne ikke finde ro. Intet af det blev dulmet af smertestillende medicin.

Det var alvorlige faresignaler, mener retten.

- Der var ikke rum for tvivl om, at der skulle være sket en indlæggelse. Og da vi er i området for akut livstruende symptomer, har vi intet problem med at sige, at der her er tale om en grovere forsømmelse, siger retsformanden.

Dermed blev de kendt skyldige i at have overtrådt autorisationsloven for ikke at have gjort nok. For det skal de hver betale 5000 kroner i bøde, har retten besluttet.

Specialanklager Margit Wegge havde ellers argumenteret for en tre gange så høj bødestraf, men det kaldte den ene forsvarer for urimeligt. Ifølge retten var det da også formildende, at der er gået tre et halvt år.

- Den her sag har i den grad taget lang nok tid, siger retsformanden.

Lægerne, der er 48 og 56 år, var også tiltalt for uagtsomt manddrab, men på det punkt formåede anklageren ikke at løfte bevisbyrden, mente retten.

Den afdøde kvinde fik ikke behandling, fordi lægerne undlod at indlægge hende, men ifølge retten var det ikke bevist, at kvinden ville have fået den rette behandling, hvis hun var blevet indlagt.

- Vi kan ikke sige, at det er den fejl og kun den, der har forårsaget forurettedes død, siger retsformanden.

Det skyldes, at lægerne ifølge anklageren burde have indlagt den 50-årige kvinde med mistanke om en blodprop i hjertet. Men det var ikke det, hun døde af, påpegede den mandlige læges forsvarer, Hanne Rahbæk.

- Det er interessant, om det rent faktisk ville have haft en betydning, siger hun.

Af de tiltalte var det kun den 48-årige kvindelige læge, som var til stede i retten. Hun har bedt om tid til at overveje, om hun vil anke dommen til landsretten.

Da den 56-årige mandlige læge ikke var i retten, har hans forsvarer også udbedt sig betænkningstid.

/ritzau/