En midaldrende læge fra Østjylland er tiltalt for flere gange at have begået voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Blandt andet er han tiltalt for at have tvunget sin penis så dybt ind i munden på en kvinde, at hun ikke kunne få vejret i op mod 15 sekunder ad gangen.

Det fremgår af anklageskriftet mod lægen, som B.T. er i besiddelse af.

I alt er han tiltalt for tre tilfælde af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod kvinden.

Et af overgrebene fandt sted omkring slutningen af februar og begyndelsen af marts sidste år. Den midaldrende mand satte sig ifølge anklageskriftet oven på kvinden og fastholdt hende i armene, mens han tvang hendes mund op.

Derefter tvang han flere gange sin penis ind i hendes mund og så dybt ned i hendes hals, at hun ikke kunne få vejret i fem til 12 sekunder ad gangen.

Selvom kvinden ifølge anklageskriftet gjorde modstand, vendte sit hoved væk, prøvede at skubbe sig fri og sparkede ud efter tiltalte, fortsatte han.

I et andet tilfælde i april sidste år er lægen tiltalt for at have tvunget kvinden til at indtage medicin – blandt andet oxazepam – så hun blev bedøvet og døsig og blev ude af stand til at modsætte sig.

Derudover er lægen blandt andet tiltalt for at have indført et stykke sexlegetøj i kvinden og for igen at have presset sin penis ind i hendes mund, så hun ikke kunne få vejret i syv til 15 sekunder ad gangen.

Det førte til, at kvinden kastede op.

»Bare hold den lidt endnu,« skal manden ifølge anklageskriftet have sagt til kvinden under et af overgrebene.

Ved det sidste tilfælde endte kvinden med at miste bevidstheden, og hun vågnede op udenfor på en luftmadras, da politiet ankom til stedet og vækkede hende.

Ud over at være tiltalt for tre tilfælde af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje er den midaldrende læge tiltalt for flere gange at have ordineret eller udleveret store doser af afhængighedsskabende lægemidler og for uberettiget at have indhentet helbredsforhold og fortrolige oplysninger på Sundhed.dk.

Han er også tiltalt for vidnetrusler og for forsøg på legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, idet han ifølge anklageskriftet under bilkørsel for nogle år siden skal have forsøgt at tvinge en kvinde til at springe ud af bilen, mens den kørte.

Til B.T. fortæller senioranklager Birgitte Ernst fra Østjyllands Politi, at manden nægter sig skyldig.

Hun ønsker ikke på nuværende tidspunkt at sige noget om, hvilken relation der er mellem den tiltalte læge og kvinden.

Retssagen mod lægen er sat til at begynde ved Retten i Randers den 23. januar.