Tårerne fik frit løb, da to unge kvinder tirsdag formiddag skulle vidne mod en tiltalt læge i Københavns Byret.

Lægen er blandt andet tiltalt for to voldtægter af medicinbedøvede kvinder, men han er også tiltalt for at have filmet og fotograferet fem andre kvinder i smug, mens han havde sex med dem.

Det var netop to af de filmede kvinder, der tirsdag vidnede i retten.

Først var det en helt ung pige, der kun var 17 år på gerningstidspunktet.

Hun havde tilfældigt mødt den nu 32-årige læge på Hovedbanegården, hvorefter de kom i snak, gik på café og til sidst endte hjemme hos lægen i hans lejlighed nær Strøget i det indre København.

»Lejligheden var ret tom og virkede meget upersonlig. Jeg lagde ikke mærke til, at der var et webkamera i soveværelset, og havde ingen ide om, at vi blev filmet, mens vi havde sex,« forklarede den unge pige med tårer i øjnene.

Hendes bistandsadvokat nedlagde i retten en påstand om en tortgodtgørelse på 30.000 kr. til hende. Sagen er blandt andet gået ud over hendes skolegang, ligesom hun har måttet et halvt år på at kunne få psykologhjælp.

Og en anden kvinde, som i smug blev filmet, mens hun i det sene efterår 2017 havde sex med lægen i hans lejlighed, var stærkt påvirket, da hun skulle afgive vidneforklaring.

Retsmødet måtte udsættes nogle minutter, da hun lige før sin vidneforklaring brød sammen i voldsom gråd i rettens venteværelse. Da hun til sidst tog plads i vidneskranken, rystede hun og holdt hele tiden sin venstre hånd op for siden af sit hoved, så hun ikke kunne se den tiltalte, der sad få meter skråt frem for sig.

Også hun var helt uvidende om, at hun blev optaget af den unge læge  hans lejlighed.

»Hvis jeg havde vist, at der havde været et kamera i rummet, ville jeg ikke have haft sex med ham,« understregede hun.

Også hun har via sin bistandsadvokat nedlagt en påstand om en erstatning på 30.000 kr.

Udover at have smugfilmet fem af sine sexpartnere i smug, er den 32-årige læge også tiltalt for sidste forår at have bedøvet to andre kvinder med sløvende medicin, voldtaget dem og også filmet sine overgreb på dem.

De to kvinder er som følge af sagen blevet undersøgt på Retsmedicinsk Institut, og af rapporten fremgår det, at der blev fundet sæd i begge kvinders underliv.

Sæd, der med stor sandsynlighed stammede fra tiltalte.

Derudover blev der fundet rester af medicin i urinen hos begge kvinder.

Under ransagningen af den 32-årige læges hjem fandt politiet - udover to webkameraer - også adskillige vandpistoler, kanyler og kameraer.

Én af vandpistolerne var ifølge senioranklager Søren Harbo fyldt med det beroligende og søvndyssende medikament scopolamin – samme medikament, som det andet formodede offer angiveligt blev bedøvet med.

Da manden blev anholdt den 1. maj 2018 på et hospital i Københavns-området, konfiskerede politiet en computer, hvor man blandt andet  fandt beskrivelser af effekten ved brug af forskellige doser scopolamin.

Derudover viste en gennemgang af lægens computer, at der i ugen op til den første formodede voldtægt var blevet søgt på ordet 'date rape' via Google, ligesom der blev fundet 188 børnepornografiske billeder og 14 timers film på en række harddiske, som manden havde i sit hjem.

Den 32-årige læge har erkendt, at han i ét tilfælde har filmet samleje med en kvinde uden hendes samtykke, men han nægter sig skyldig i de resterende af sagens forhold, heriblandt de to formodede voldtægter.

Der ventes dom i sagen i begyndelsen af juni.