Kvinder sigtet for at overlevere håndgranat på parkeringsplads
Mand er kommet så slemt til skade i forbindelse med eksplosion, at han ventes at dø, fremgår det af sigtelse.

Mand er kommet så slemt til skade i forbindelse med eksplosion, at han ventes at dø, fremgår det af sigtelse.

To kvinder på henholdsvis 22 og 26 år blev tirsdag aften anholdt og sigtet for besiddelse og overdragelse af en håndgranat i forbindelse med en sprængning på Amager mandag aften.
Onsdag har de to kvinder været fremstillet i grundlovsforhør. Her har dommeren valgt at fængsle den 26-årige 26 dage, mens den 22-årige skal sidde varetægtsfængslet de kommende 13 dage.
De nægter sig skyldige.
Kvinderne er danske statsborgere.
Tirsdag blev to unge mænd fængslet i samme sag. Mændene, der er 19 og 20 år, nægtede sig i et grundlovsforhør skyldige i at have sprængt en håndgranat i en gård på Kurvemagerstien på Amager mandag aften.
De blev varetægtsfængslet i fire uger.
Af sigtelsen mod de to kvinder, der blev læst højt i grundlovsforhøret onsdag, fremgår det, at de er sigtet for på en parkeringsplads ved Netto i Skovlunde at have overleveret en håndgranat til en af de sigtede mænd.
Det var den håndgranat, der blev brugt til at forvolde sprængningen på Amager, mener politiet.
De to mænd, der er danske statsborgere på 19 og 20 år, er sigtet for at have fragtet håndgranaten hen til beboelsesejendommen, der ligger i Urbanplanen i bydelen Amager Vest. Den ældste af de to sigtede kastede ifølge sigtelsen håndgranaten ind i en gård.
En 31-årig mand befandt sig i gården, da håndgranaten detonerede, og han har fået så omfattende skader, at han forventes at dø. Det fremgår af sigtelsen, der blev læst op i tirsdagens grundlovsforhør.
Det var omkring klokken 18.00 mandag aften, at der blev kastet en håndgranat på Kurvemagerstien på Amager.
Grundlovsforhøret med de to kvinder foregik for lukkede døre. Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre, hvilke beviser politiet har mod de sigtede, og hvad de eventuelt forklarer i retten.
Baggrunden for fængslingen af de to kvinder er, at det frygtes, at de på fri fod vil kunne påvirke efterforskningen af sagen.
Der blev i grundlovsforhøret nedlagt navneforbud for begge de fængslede kvinder.
/ritzau/