En lind strøm af ømme og lidenskabelige kærlighedserklæringer til en kun 13-årig elev i en muslimsk friskole i Københavns-området har kostet en ung lærerinde jobbet.

Desuden skal den 25-årige kvinde en tur i retten - anklaget for at have krænket den unge drengs blufærdighed.

Kvinden har over for politiet erkendt fra sin bopæl at have sendt flere hundrede beskeder til drengen via besked-tjenesten Viber. De mange kærlighedserklæringer blev sendt i perioden fra november i fjor til februar i år. Her blev der sat en brat stopper for strømmen af beskeder, da lærerindens hede følelser for drengen ved et tilfælde blev afsløret, da drengens mor kom til at se på hans telefon.

Kort efter blev sagen meldt til politiet og kvinden afskediget fra sit lærerjob for ham og andre flersprogede elever på privatskolen.

I sine beskeder til den 13-årige dreng fortalte lærerinden blandt andet, hvor meget hun længtes efter ham, havde lyst til at nusse ham og have ham helt tæt på. På et tidspunkt skriver hun dog også, at hun »aldrig ville gøre det, hvis din mor stod ved siden af«.

Ved retten i Glostrup er den 25-årige kvinde nu anklaget for blufærdighedskrænkelse i forhold til drengen. Sagen ventes at kunne køre som en tilståelsessag.

I en lignende sag fra 2013 blev straffen udmål til 14 dages betinget fængsel til en anden lærer.