En kvindelig cyklist er afgået ved døden efter en trafikulykke, der også involverede en lastbil.

Den tragiske ulykke fandt tirsdag morgen sted på Stubbedamsvej i Helsingør.

Det skrev Nordsjællands Politi tidligere tirsdag på Twitter:

'Vi er pt. til stede på Stubbedamsvej i Helsingør ved et alvorligt færdselsuheld, hvor en cyklist er afgået ved døden efter kontakt med en lastbil,' lød det.

Kort efter klokken 9 oplyser politiet, at den afdøde er en 55-årig kvinde fra Helsingør.

De pårørende er nu blevet underrettet.

'Vi betragter det som en tragisk højresvingsulykke, og vi kommer p.t. ikke til at melde yderligere ud om ulykken,' oplyser Nordsjællands Politi.

Trafikken på Stubbedamsvej er spærret, mens der arbejdes på stedet.

Arbejdet forventes at være afsluttet omkring klokken 10.