Omkring 80.000 personer har lørdag taget del i festlighederne i Aalborg, hvor det årligt tilbagevendende karneval er blevet afholdt.

Overordnet set er dagen forløbet fredeligt. Dog er der foretaget enkelte anholdelser for vold og uorden. Og så har politiet lørdag aften modtaget en anmeldelse om en voldtægt i centrum af Aalborg.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Voldtægten er under efterforskning, og yderligere kan politiet ikke oplyse.

I alt fem personer er blevet anholdt under karnevalet. Tre mænd er anholdt for overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, og to mænd er anholdt for vold.

I det ene tilfælde er der tale om en person, som var eftersøgt for en tidligere voldssag. Denne person var også i besiddelse af en mindre mængde narkotika og nogle poser, hvorfor han også blev sigtet for forsøg på salg af narkotika.

En del karnevalsdeltagere er kommet til skade i løbet af lørdagen.

135 personer er blevet færdigbehandlet på en fremskudt skadestue, der i dagens anledning var placeret i midten af Aalborg.

Derudover er 24 visiteret videre til skadestuen på Aalborg Universitetshospital, mens 10-15 personer er sendt med ambulance til sygehusets skadestue.

Trods enkelte anholdelser og uromagere vil vicepolitiinspektør Henrik Skals gerne rose deltagerne i karnevalet for deres generelt gode opførsel.

- Når vi ser tilbage på dagen, har den overvejende været rolig, og vores frygt for, at mange mennesker kom til at lide under væskemangel på grund af det varme vejr, blev bragt til skamme, siger Henrik Skals i pressemeddelelsen.