En opmærksom beboer i Espergærde har muligvis fundet frem til endnu en metode, som indbrudstyve bruger til at afmærke de hjem, hvor folk ikke er hjemme.

Kvinden, der selv bor i området, undrede sig i weekenden over, at der natten mellem lørdag og søndag pludselig var sat blomster foran dørene til flere af husene på Vildrosevej og Marievej i den nordsjællandske by.

Hun kontaktede derfor politiet, da hun frygtede, at blomsterne kunne være en form for 'afmærkning' af husene lavet af indbrudstyve, da det kunne være et tegn på, at husene var ferietomme, hvis blomsterne ikke var blevet fjernet.

Tidligere har det været fremme, at indbrudstyve har brugt kridt eller lagt pinde eller sten foran huse for at se, om de vil blive fjernet af ejerne. Og i sidste uge opdagede en mand fra den nordjyske by Mariager en lyserød sløjfe, der var bundet omkring hans stakit. Sløjfen kunne ikke ses fra huset eller husets have, men fra vejen. Derfor kontaktede han også politiet.

Til BT fortæller pressekonsulent fra Nordsjællands Politi - Henriette Døssing - at politiet opfordrer borgerne til at holde øje med hinandens huse her i ferieperioden.

»Generelt skal man være opmærksom på ting, der stikker ud fra normalbilledet. Ligesom denne kvinde, der tænkte, at det var pudsigt, at der pludselig stod blomster foran mange af dørene på vejen, fordi der ikke plejede at stå blomster der,« siger hun og tilføjer:

»Så det er en god idé at være opmærksom, hvis man lægger mærke til noget, der virker mærkeligt, eller som man ikke har set før. Især i forbindelse med ferie er det en god idé at være opmærksom.«

Derfor råder hun danskerne til lige at kigge sig omkring og holde øje med naboernes huse, hvis man ved, de er på ferie.

Samtidig deler Nordsjællands Politi disse råd for at sikre hjemmet mod indbrud: