Retten i Roskilde skal afgøre straffesag af enormt omfang. Anklager vil søge at begrænse antallet af vidner.

Godt 850 borgere har fået assistance af et par hjælpsomme hænder, da de ville snyde det offentlige i skat.

Det hævder anklagemyndigheden, der har rejst tiltale mod en kvinde ved Retten i Roskilde.

På TastSelv skal hun igen og igen have opgivet forkerte oplysninger, som alle havde det samme formål: At skattevæsenet skulle svindles.

Ved computeren indtastede hun - ifølge anklagemyndigheden - på vegne af de mange mennesker overdrevne tal.

De handler især om fradrag for befordring. Men også renteudgifter, tab på obligationer og negativ kapitalindkomst blev der ifølge tiltalen fusket med.

For de enkelte borgere var unddragelsen i de fleste tilfælde ikke svimlende stor. Beløb på 2605 kroner, 7495 kroner og 10.913 kroner er nævnt i anklageskriftet, som Ritzau har kopi af. I andre tilfælde var det dog højere.

Anklageskriftet er enormt. På ikke færre end 275 sider beskrives kriminelle indtastninger, som skal være sket fra 2014 til 2018.

Langt de fleste skatteborgere har fået deres sager afgjort, fremgår det. Sanktionerne kan være bøde eller advarsel. En del af de mange mennesker har fået hjælp til at snyde i ikke bare et, men i flere indkomstår, hævdes det.

Den tiltalte, der er i 30'erne, har været aktiv i humanitært arbejde og har også været beskæftiget med at pleje ældre. Det har hun udtalt sig om offentligt.

For hendes eget vedkommende er der i tiltalen kun oplistet et enkelt tilfælde om skatteunddragelse via TastSelv:

Om natten 12. marts 2016 - klokken 02.34 - indtastede hun urigtige oplysninger om tab på obligationer og aktier og om renteudgifter, hedder det. Dermed blev de offentlige kasser unddraget godt 11.000 kroner.

Men den samlede unddragelse løber op: Næsten 12 millioner kroner har anklagemyndigheden talt sig frem til.

Kvindens forsvarer er advokat Janus Malcolm Pedersen. Hun nægter sig skyldig, oplyser han.

Et stort og uafklaret spørgsmål er nu, hvordan og hvornår straffesagen skal afvikles ved Retten i Roskilde.

Udgangspunktet er umiddelbart, at samtlige 850 personer ville skulle føres som vidner. Men det ville givet medføre en forstoppelse i byretten, som kunne ligne episoden for nylig i Suezkanalen med et fragtskib på tværs.

I Midt- og Vestsjællands Politi oplyser specialanklager Anja Lund Liin, at der gøres forsøg på at skære bevisførelsen til, så ikke samtlige 850 skal afgive forklaring.

- Nemt bliver det ikke, bemærker forsvareren.

Politiet modtog anmeldelse om sagen i 2018. Anklageskriftet blev sendt til retten i februar i år.

/ritzau/