En kvinde fik en stor blødning i hjernen, da en nær bekendt bankede hende under et drikkelag.

En 43-årig kvinde i Roskilde blev natten til torsdag udsat for grov vold af en nær bekendt. Mishandlingen skete tilsyneladende under et drikkelag, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Hendes bekendte bragte hende torsdag morgen til Roskilde Sygehus i en taxa. Her valgte man ved 17-tiden at overføre hende til Rigshospitalet i København, og først da kom politiet ind i billedet.

Kvinden havde kraniebrud og en stor blødning i hjernen, og da hun blev opereret på Rigshospitalet, pillede lægerne små plasticstumper ud af hendes kranium.

Politiet i Roskilde har anholdt den formodede gerningsmand.

- Vi har sikret alle de beviser, vi skal bruge, og regner med at fremstille ham i grundlovsforhør fredag, siger vagthavende.

Det vides endnu ikke, hvor alvorlige mén kvinden vil få af mishandlingen.

/ritzau/