Efter at have handlet ind i Netto i Aabybro fik en kvinde sig en alvorlig forskrækkelse.

For da hun satte sig ind i sin bil, bemærkede hun en fremmed mand på passagersædet.

Det skriver TV 2 Nord.

»Give me your money or your keys,« sagde manden efter at have sat sig ind i bilen ved siden af kvinden.

Nordjyllands Politi bekræfter overfor TV 2 Nord hændelsesforløbet, og man er i fuld gang med at tjekke overvågningsbilleder og tale med vidner.

»Vi er ikke tidligere stødt på den her fremgangsmåde i forbindelse med røverier. Vi tager sagen meget alvorligt, og vi har nogle mistænkte, som vi skal have afhørt,« siger politikommissær og efterforskningsleder ved sagscenter Hjørring, Thomas Due Albrektsen, til lokalmediet.

Kvinden formåede at slippe væk fra gerningsmanden og løbe ind i Netto-supermarkedet.

Herefter blev røveriforsøget politianmeldt.