I Retten i Holbæk sidder en 24-årig kvinde og forklarer, hvorfor hun og hendes mor sidste år kørte over den dansk-tyske grænse, mens deres små børn sad på bagsædet.

Begge kvinder er tiltalt for at smugle sammenlagt 67,2 kilo kokain fra Tyskland til Danmark i august og igen i november sidste år.

De har begge siddet varetægtsfængslet siden 3. november.

Ifølge anklageskriftet smuglede de to kvinder den 18. august mindst 30 kilo kokain ind i landet via et skjult rum i den 24-åriges Peugeot 5008.

Andet tilfælde skulle være sket den 2. november, hvor de to kvinder smuglede 37,2 kilo kokain ind over grænsen fra Tyskland. Senere samme dag blev de to kvinder anholdt.

I begge tilfælde var kvindernes tre børn på under ti år med i bilen.

Den 24-årige datter har nægtet sig skyldig i det forhold, der omhandler den 18. august, men erkender sig delvist skyldig i forholdet fra den 2. november.

Moren, en 46-årig kvinde, nægter sig skyldig i begge forhold.

- Min mor vidste ikke, at der var kokain i bilen, understreger datteren under sin forklaring.

Da anklageren læser morens forklaring op fra grundlovsforhøret, fremgår det, at hun føler sig udnyttet og snydt af sin datter.

Ifølge de to kvinder var turene til Tyskland såkaldte "hyggeture", hvor de blandt andet skulle shoppe i butikkerne Primark og Fleggaard.

Datteren forklarer, at kokainen, der blev fundet i bilen den 2. november, blev placeret en måned før turen til Tyskland.

Placeringen skete i Sæby, og ifølge hende kendte hun ikke til de skjulte rum og ville ikke udtale sig om, hvem der placerede de ulovlige stoffer.

Kokainen skulle herefter køres til Lolland, men den 24-årige endte kort tid efter på et krisecenter og fuldførte derfor aldrig opgaven. På krisecenteret glemte datteren, at de ulovlige stoffer var placeret i bilen.

Hun understreger, at kokainen befandt sig i bilen før turen til Tyskland.

Under retsmødet afspilles flere rum- og telefonaflytninger fra bilturen i november. I den forbindelse spørger anklager Andreas Dahl, hvad der menes, når der bliver sagt, at moren skal med, "så det ligner mere en familietur".

Her forklarer datteren, at hun var bange for, at kommunen ville anbringe hendes børn, hvis de blev passet for meget.

Anklageren fremlægger også flere billeder af pengesedler, som den 24-årige har gemt på det sociale medie Snapchat.

Til dette forklarer datteren, at pengene stammer fra sugardating, hvor hun har datet flere mænd mod betaling.

Retssagen mod de to kvinder fortsætter fredag. Der ventes dom 31. august.

RITZAU