Torsdag aften rykkede Midt- og Vestjyllands Politi ud til en brand i et stuehus på Rærupvej ved Breum nord for Skive.

Da politi og beredskab ankom, blev der ydet førstehjælp på stedet til en kvinde, der var svært tilskadekommen.

Hun blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet, skriver TV Midtvest.

Alarmen løb ind klokken 18.40, da en person hørte en eksplosionslignende lyd fra førstesalen. Da personen gik ud, kunne han se flammer, som spærrede for trappen ned. 

»Vi ved ikke hvordan, men det lykkedes manden at komme ind igennem et gavlvindue,« siger Thomas Hald, der er vagtchef Midt- og Vestjyllands Politi.

Herefter fik manden alarmeret husets ejere, som brugte en rendegraver til at løfte den tilskadekomne person ud af huset.