Politiet er ankommet til en adresse i Hornbæk, hvor en 30-årig mor er blevet stukket ned af sin eksmand.

Det skriver Helsingør Dagblad, som har været i kontakt med Nordsjællands Politi.

De tre børn på henholdsvis fem, syv og ni år flygtede efterfølgende ind til naboen på Østerbækvej i Hornbæk.

Det var naboen, som kontaktede Nordsjællands Politi, der fortæller om sagens alvor:

»Det er meget voldsomt, og man vurderede, at der ikke var tid til at rekvirere en helikopter. Hun er kørt af sted til sygehuset, og hun er i livsfare«, siger vagtchef David Eckert til dagbladet og tilføjer:

»Da vi ankommer til stedet, finder vi forurettede stærkt blødende. Vi finder også gerningsmanden på stedet og anholder ham. De sociale myndigheder er kontaktet.«

Eksmanden på 52 år er far til de tre børn, og han har ikke længere adresse hos kvinden – hvor overfaldet fandt sted.

Han var stærk beruset under overfaldet.

Nordsjællands Politi er til stede på adressen hele natten.