Mandag aften modtog politiet i Flensborg et alarmopkald om en uhyggelig hændelse i en lejlighed lige syd for den danske grænse.

Da betjentene ankom til lejligheden kort efter, fik de syn for sagen.

Her lå en 48-årig kvinde livløs med flere stiklæsioner, skriver TV Syd.

Ved politiets ankomst mandag aften klokken 21.30 befandt ingen andre personer sig i lejligheden på Grosse Strasse i Sønder Brarup, der ligger sydvest for den dansk-tyske grænse.

Kvinden blev forsøgt genoplivet, men hendes liv stod desværre ikke til at redde.

Politiet fattede hurtigt mistanke til en 52-årig mand, der ligesom den dræbte kvinde er tyrkisk statsborger.

Han blev samme aften anholdt af politiet.

Om der er en relation mellem den afdøde kvinde og den anholdte mand, oplyser det tyske politi ikke.