En episode fandt sted i Rema 1000 på Vesterbro Torv i Aarhus onsdag, hvor en 29-årig kvinde både blev sigtet for butikstyveri og vold.

I døgnrapporten oplyser Østjyllands Politi, at kvinden gik ind i butikken omkring kl. 9.30. Ifølge medarbejderne var hun både ubehøvlet og brugte et ubehageligt sprog.

Da en medarbejder bad kvinden opføre sig ordentlig eller forlade butikken, lyttede hun ikke.

Hun gik over til bland selv-slikket, hvorefter hun tog slik i munden og spyttede det ud på gulvet.

Medarbejderen bad nu kvinden om at gå med ud i baglokalet, men herefter blev kvinden aggressiv.

Ifølge medarbejderen slog hun ham hårdt i ansigtet, så hans briller gik i stykker.

Kvinden blev tilbageholdt af flere medarbejdere, og de tilkaldte politiet.

Betjentene ankom kort efter til stedet og fik fat i den 29-årige kvinde, der blev sigtet for både vold og tyveri.