En stærkt forbrændt kvinde fra Lyngby er kørt med politieskorte til Rigshospitalets traumecenter.

Det oplyser David Borchersen, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

»Vi får klokken 18.31 en anmeldelse om, at der løber en nøgen kvinde rundt på en vej i Lyngby og skriger. Da vi kommer frem, ser vi en kvinde uden tøj på, og hun er stærkt forbrændt på underkroppen,« siger han.

Han oplyser, at der formentlig er tale om en ulykke. Kvinden gjorde rent på sit badeværelse, da der opstår en eksplosionslignende brand i hendes lejlighed ved Gl. Lundtofte Skole.

Kvinden er 24 år, og var alene i lejligheden, da branden brød ud, siger vagtchef David Borchersen.

Han tilføjer, at hendes pårørende endnu ikke er underrettet, da hun er fra udlandet og ikke umiddelbart har nogen herboende pårørende.

Kvindens skader er alvorlige, og hun er i 'kritisk tilstand', siger David Borchersen.

Torsdag aften er politiet i gang med at undersøge, hvilke kemikalier kvinden har brugt i forbindelse med rengøringen på badeværelset.

B.T. følger sagen.