Efter anholdelsen i går af 13 afrikanske prostituerede i København blev en 26-årig kvinde i dag varetægtsfængslet, sigtet for menneskehandel. Hun har truet de prostituerede til at aflevere penge til hende og ukendte bagmænd, mener politiet.

Den 26-årige kvinde stammer ligesom de prostituerede fra Nigeria.

Ifølge sigtelsen har hun truet kvinderne til at betale under påskud af, at de skylder penge for deres rejse fra Nigeria til Europa.

Politiet har endnu ikke opgjort hvor mange penge det drejer sig om eller hvor længe den 26-årige kvinde har afpresset de prostituerede.

Hun blev varetægtsfængslet for 25 dage, sigtet for menneskehandel. Det har en strafferamme på op til otte års fængsel.

Natten til torsdag slog politiet til tre steder på Vesterbro og anholdt de prostituerede, der nu forsøges udvist af Danmark. Imens får de bo- og behandlingstilbud hos Reden International, der er støtteorganisation for handlede kvinder.