En 33-årig kvinde fra Kolding er sigtet for drab på sin seksårige søn. Drengen døde i en brand i en lejlighed på Violvej i Kolding lørdag.

Søndag bliver kvinden fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Kvinden er imidlertid ikke selv til stede ved retsmøde. Hun er indlagt på hospitalet med skader efter branden, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Ifølge politiet er hendes tilstand kritisk.

Branden på Violvej blev anmeldt lørdag kort før klokken 17. Anmeldelsen gik på røg fra lejlighed.

I lejligheden fandt brandfolkene to personer, en 33-årig kvinde og hendes seksårige søn. Drengen var død, mens kvinden stadig var i live.

De lokale medier berettede allerede lørdag om branden og kunne i den forbindelse fortælle, at politiet var til stede på adressen.

Fredericia Dagblad observerede blandt andet, at politiets kriminalteknikere var til stede. Men Sydøstjyllands Politi gav ingen oplysninger om, hvad det nærmere drejede sig om.

Til regionalstationen TV Syd fortalte vagthavende operationschef ved det lokale beredskab, TrekantBrand, Bø Gøgsig, at anmeldelsen blev modtaget klokken 16.55, og at indsatsen var afsluttet en halv time senere.

- Branden er koncentreret i en enkelt lejlighed. Det vil sige, at det ikke har spredt sig til nabolejligheden eller tagkonstruktionen, sagde Bo Gøgsig til TV Syd lørdag aften.

Søndagens grundlovsforhør er berammet til at begynde klokken 10. Sydøstjyllands Politi har oplyst, at der vil blive bedt om lukkede døre, så offentligheden ikke får adgang til de oplysninger, som bliver fremlagt i retsmødet.

/ritzau/