Når man skal, så skal man. Der findes dog mere oplagte steder at lette sin tissetrang end en skøjtebane midt i byen.

Det lærte en 18-kvinde på den hårde måde, da hun natten til søndag bogstavelig talt blev taget med bukserne nede.

For politiet fandt hende tissende midt på den 1.500 m2 store skøjtebane på torvet i midten af Esbjerg.

»Det har formentlig været i forbindelse med nattelivet, og årsagen var nok, at hun har været trængende. Men det er lidt fjollet, for vi har et offentligt toilet lige ved siden af,« oplyser Erik Lindholdt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den unge kvinde kan nu se frem til en bøde og bliver sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Hun er dog ikke alene om sin besynderlige udåd.

»Det er sket før, at nogen har tisset på skøjtebanen, og der er ingen tvivl om, at man kan se, hvor der er blevet tisset henne. Vi havde også en person, som urinerede i en urtepotte foran en butik i nat,« fortæller vagtchef Erik Lindholdt.

At tissetrængende bliver fanget på uheldige og mærkværdige steder, er generelt ikke fremmet for ordensmagten.

Tidligere har en beruset ung mand i kådhed og fuldskab urineret på en politibil foran betjentene.

I Fredensborg oplevede en 56-årig kvinde, hvor svært det kan være at holde balancen, når man letter trykket ved en grøft. Især i stormvejr.

Kvinden røg nemlig i grøften med vand, hvor hun sad fast, indtil en kranvogn fik halet den nedkølede kvinde på fast grund igen.

En 40-årig rumænsk mand faldt også i fælden, da han i beruset tilstand kørte galt på motorvejen i Vejle i 2017, hvorefter han ubekymret steg ud af bilen for at besørge i vejkanten.