En 58-årig kvinde er svært tilskadekommen, efter at hun blev ramt af en bil i en rundkørsel.

En 58-årig kvinde kom tirsdag eftermiddag alvorligt til skade, da hun på sin elcykel blev påkørt af en bil i en rundkørsel i Løgumkloster.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 17.24.

- Ulykken skete i en rundkørsel på en omfartsvej, fortæller vagtchef Ole Aamann.

- Kvinden er i rundkørslen, da hun bliver ramt af bilen, som er på vej ind i den.

Den svært tilskadekomne kvinde, der kommer fra lokalområdet, blev efter ulykken fløjet til Odense Universitetshospital.

Vagtchefen kan midt på aftenen ikke sige noget nærmere om hendes tilstand.

/ritzau/