Det stak helt af søndag formiddag i en lejlighed i Viby J.

Bogstaveligt talt.

For klokken 11.22 rykkede Østjyllands Politi ud til en lejlighed, hvor en 24-årig kvinde havde taget en køkkenkniv og stukket ud efter den 52-årige mandlige beboer.

Kvinden og manden har tidligere haft en relation, oplyser politiet i sin døgnrapport.

Manden havde fået nogle overfladiske snitsår, men var ikke kommet alvorligt til skade.

Kvinden var fortsat i lejligheden, da politiet ankom, men var faldet til ro.

Hun blev anholdt og sigtet for vold.