En 33-årig kvinde er fredag eftermiddag blevet overfaldet med knytnæveslag og en kniv på restaurant i Aalborg.

Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

»Et ægtepar er på restaurant. Da de sidder og spiser, da manden pludselig bliver ophidset og slår ud efter kvinden med knyttet hånd. Derefter slår han ud efter hende med en almindelig bestik-kniv, hvorved hun får overfladiske skrammer i hovedbnunden,« siger Karsten Højrup Kristensen.

Overfaldet fandt sted klokken 17.15 i restaurant Dalle Valle i Aalborg.

Der var mange andre gæster i restauranten, som overværede den 31-årige mands overfald på sin hustru.

»Der er andre gæster som griber ind og får manden tilbageholdt indtil politiet kommer. Da vi kommer derned får vi ham anholdt. Kvinden er kørt på skadestuen, hvor hun bliver behandlet for sine skader,« siger Karsten Højrup Kristensen.

Den voldelige ægtemand bliver sigtet for grov vold efter straffelovens §245 og vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag.

Både manden og kvinden stammer oprindeligt fra Eritrea, men er fastboende i Aalborg.