Lørdag aften brændte en kvinde inde i sit hjem på Slagelsevej i Snertinge øst for Kalundborg.

Kvindens liv stod desværre ikke til at redde.

Det oplyser den vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi til B.T. søndag morgen.

Den afdøde er en 69-årig kvinde.

»Vi mener ikke, der er foregået noget kriminelt, men de nærmere omstændigheder bag branden skal undersøges nærmere,« siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen lørdag aften klokken 20.53.

Brandvæsenet er færdige med at slukke branden, og politiets arbejde på stedet er også overstået.

Ilden nåede ikke at sprede sig til naboejendommene, og ingen måtte evakueres, mens arbejdet på stedet stod på.

Den afdøde kvindes pårørende er blevet underrettet.