Mandag lykkedes det en kvinde og to piger at stjæle kosmetikvarer til tusinder af kroner i Matas i Bredgade i Herning.

Næsten da.

For efterfølgende genkendte en medarbejder fra butikken de tre butikstyve på gågaden i Herning og kontaktede politiet, skriver TV Midtvest.

Forinden var de stukket af fra Matas-butikken med kosmetikvarer til en værdi af hele 8.004 kroner.

Mandag eftermiddag blev den 22-årige kvinde og pigerne på 15 og 13 år sigtet for butikstyveri, oplyser lokalpolitiet i Herning til det lokale medie.

Den 13-åriges sag vil blive behandlet af kommunen, idet hun er under den kriminelle lavalder.

Og tyvekosterne?

De er alle blevet leveret tilbage til Matas-butikken i Bredgade.