Anklager om uhyggelige overgreb på kærester eller ægtefæller er desværre ingen sjældenhed i de danske retssale. Alligevel er en sag, som onsdag behandles ved Retten i Næstved, noget for sig.

For i langt de fleste sager er det en mand, som sidder på anklagebænken, men i retssal 2 på den gamle kaserne, som nu om dage bruges som retsbygning, er det en 43-årig kvinde, som sidder tiltalt.

Anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at kvinden udsatte sin mand for flere tilfælde af frihedsberøvelse, blufærdighedskrænkelse, grov vold, tvang og trusler.

Og gennem flere år var hendes behandling af ham så nedværdigende og kontrollerende, at der efter anklagemyndighedens opfattelse var tale om psykisk vold.

Kvinden nægter sig skyldig, oplyser hendes forsvarsadvokat, Stine Dahl, efter at anklager Siw Olsen har læst sagens syv sider lange anklageskrift op onsdag formiddag.

Til at begynde med var det kvindens ægtefælle, som var i politiets søgelys. I oktober 2023 ringede han nemlig og meldte sig selv for overgreb på sin steddatter og på parrets fælles datter.

Han blev anholdt og varetægtsfængslet, og retten vurderede, at han i første omgang skulle sidde indespærret i fire uger - det er den maksimale frist - mens politiet efterforskede sagen.

Men allerede efter to uger havde politiets efterforskning afsløret, at sagen under overfladen så helt anderledes ud. Manden blev løsladt, og efter et halvt år blev alle sigtelser mod ham droppet.

I september 2024 blev kvinden i stedet sigtet, og i foråret 2025 blev der rejst tiltale mod hende. Anklagen går blandt andet på, at hun skulle have fået manden til over for andre at komme med en falsk indrømmelse om seksuelle overgreb på børnene og til at melde sig selv til politiet.

Kvinden er fra Jamaica og forstår en del dansk, men taler det mindre godt. Hun er derfor flankeret af en tolk, da hun onsdag formiddag indleder sin forklaring i sagen.

Hun fortæller, at hun mødte sin kommende mand i 2008, da han var udsendt til Jamaica i forbindelse med sit arbejde i en større dansk entreprenørvirksomhed. De blev gift efter få måneder og flyttede til Danmark, hvor de først boede i København og senere flyttede til Korsør.

Netop i Korsør - både i en lejlighed og i en kolonihave - skulle flere af overgrebene i sagen være fundet sted.

Der er blandt andet tale om frihedsberøvelse og ydmygende behandling af seksuel karakter og regulær vold i form af slag samt pisk med en ledning.

Manden blev derudover ifølge sagens anklageskrift i flere tilfælde truet af sin hustru til at ringe til kolleger og sige noget bestemt. Blandt andet skulle han kalde en kvindelig kollega for en "klam lille møgluder".

Ud over kvinden skal hendes mand afgive forklaring i sagen, og der er derudover indkaldt en stribe vidner. Blandt dem flere tidligere kolleger til manden, som også har været involveret på den ene eller den anden måde i forløbet.

Sagen er berammet til behandling over syv dage, men på grund af de mange vidner er tidsplanen endnu noget usikker. Der ventes at falde dom i løbet af marts.

/ritzau/